23948sdkhjf

Ny uddannelse giver drømmejob inden for motorsporten

Et job som mekaniker hos et internationalt racingteam står højt på listen hos de cirka 20 autoteknologer, der netop har færdiggjort deres uddannelse på Aarhus Tech. For to af dem, Henrik Bækkegaard og Johan Rauchfuss, bliver drømmen til virkelig. Begge er de blevet headhunted og får nu hele Europa som legeplads.
Da den nye to-årige uddannelse til autoteknolog blev lanceret for to år siden, var det under overskriften "Bliv rådgiver for Ferrari". Nu er de første 20 autoteknologer udklækket, og to af dem har allerede fået drømmejobbet.

Den ene er Henrik Bækkegaard, som var i praktik hos det østrigske racingteam JetAlliance. Her var han med til at bygge en Lotus-racer, som gennemførte Le Mans 24 timer 2011. Henrik Bækkegaard blev hyret som mekaniker på teamet til Le Mans og blev efterfølgende tilbudt fast job hos teamet. Han blev også kontaktet af Lotus-fabrikken i England og tilbudt job der, hvilket han sagde ja tak til.

Den anden, Johan Rauchfuss, var i praktik hos Ole Bull Racing i England, som laver 75 procent af de motorstyringer, der sidder i bilerne til Le Mans. Her programmerede han blandt andet en tomgangsstyring, som nu benyttes af Ole Bull. Efter praktikforløbet blev han tilbudt job hos firmaet, men han takkede pænt nej tak til jobtilbuddet og er i dag ansat som produktionschef hos Aquila Racing Cars i Gram. Han er desuden blevet ansat som timelærer på Aarhus Tech, hvor han med 12 i eksamens-gennemsnit også kan være med til at anspore de nye elever.

Johan Rauchfuss er uddannet elektronikfagtekniker og flyttede til Hinnerup fra Vordingborg med kone og børn for at følge den uddannelse, han længe har søgt efter.

- Jeg har altid rodet med biler og min store interesse er al elektronikken. Jeg fungerer ofte som problemknuser, når et eller andet elektronik ikke fungerer, som det skal. Ud fra min store interesse for biler, ville det være oplagt at blive mekaniker, men jeg er ikke interesseret i kun at skulle vedligeholde biler, men tværtimod at være med til at bygge biler op, så de kører så hurtigt og stabilt som muligt. Derfor har uddannelsen til autoteknolog lige været noget for mig, siger Johan Rauchfuss, som også fastslår, at hvis man har en ambition om at kunne løse problemer på kort tid og under pres, så er motorsporten det helt rigtige sted at arbejde. Her skal man nemlig kunne finde en løsning lynhurtigt.

- De studerende arbejder med den nye teknologi inden for avancerede elektroniske og autotekniske systemer. Autobranchen har et markant behov for medarbejdere på et højere teknisk niveau end erhvervsuddannelsen til mekaniker. Det har de fået med uddannelsen til autoteknolog, og vi er meget glade for, at branchen tager godt imod de første færdiguddannede, siger uddannelseschef Søren Rousing Glob fra Center for autoteknologi, Aarhus Tech.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14