23948sdkhjf

Skrappere krav til dæk fra 1. november næste år

Fra 1. november næste år skal alle dæk miljømærkes med oplysning om rullemodstand, vejgreb i vådt føre og støjudvikling.
Den 1. november indføres der nye skrappe krav til dæk, der sælges efter denne dato. Der indføres en miljømærkning, som man kender fra for eksempel hårde hvidevarer, og den nye miljømærkning træder i kraft i alle EU-lande. Kunden skal kunne se, hvad det er for et dæk, han eller hun står overfor.

Det skal fremgå tydeligt med hensyn til rullemodstand, der kan spare på brændstoffet, vejgreb i vådt føre og støjudvikling, målt uden for bilen. Det blev oplyst på Dæk Seminaret afholdt af Rådet for Større Dæksikkerhed på Teknologisk Institut i Taastrup.

Det foreløbige forslag til mærkning er en label på dækket. Her mente blandt andet afdelingsleder hos FDM Jørgen Jørgensen, at det ville være bedre med en mærkning i selve dækket, der ikke hurtigt slides væk, som en label bliver det. Frank Hansen, teknisk chef hos Continental Danmark, gennemgik de forskellige mærkninger meget grundigt. Det samme gjorde Martin Hellung-Larsen, Trafikstyrelsen, som også kom ind på en eventuel opfølgning på markedet, så alle regler overholdes. Han mener, der kommer et hæfte i lighed med "Hvor langt på literen", eller måske en hjemmeside, hvor forbrugerne kan se, hvad de kan købe til den pågældende bil med de forskellige miljømærkninger.

- Det skal fremgå tydeligt på alle dæk, der står fremme i salgslokalet. På fakturaen skal det ligeledes fremgå klart og tydeligt, udtalte Martin Hellung-Larsen.

Lovkrav om vinterdæk?

Det var buschaufførerne i Odense, der startede den seneste diskussion omkring et eventuelt lovkrav om vinterdæk sidste efterår. De klagede på tv over, at busserne ikke stod fast. Det fik den afgående trafikminister til at spørge Trafikstyrelsen, der sendte tre forslag i høring til 65 organisationer, hvor 35 svarede tilbage. Det oplyste bilinspektør Victor Hollnagel, Trafikstyrelsen, men nu er beslutningsprocessen imidlertid sat på politisk "stand by", på grund af valget og den nye regering.

- Vinterdæk har meget bedre vejgreb på sne og is, men dårligere på våd og tør vej. Der er ingen dokumentation for forbedret sikkerhed, udtalte Victor Hollnagel.

Flere mente på Dæk Seminaret, at der nok kommer et lovkrav, måske efter tysk mønster, og ikke det svenske system, hvor bestemte datoer afgør om der skal køres med vinterdæk eller sommerdæk. Mønsterdybden foreslås minimum 3 millimeter på personbiler og 5 millimeter på lastvognes trækkende hjul, samt på busser, udtalte direktør Volker Nitz, Dækbranchens Fællesråd.

En deltager fra den store forsamling foreslog et rødt mønster, når dækkene er slidt ned, og en anden spurgte hvilken forskel, der er på for eksempel Continentaldæk og samme koncerns billigmærker.

-Der er stor forskel, hvad man også ser i de mange dæktest, svarede Frank Hansen, Continental.

Apropos dæktest. Det kom FDM’s direktør Thomas Møller Thomsen også ind på i samarbejdet med tyske ADAC, ligesom både Frank Hansen og Martin Hellung-Larsen mente, at det er meget vigtigt med de mange dæktest, som foretages af medierne.

For lidt luft i dækkene

Syv ud af 10 bilister har forkert eller for lidt dæktryk, oplyste Volker Nitz og Jørgen Jørgensen, FDM. Det er dyrt i brændstof.

Blot det ene dæk har for lidt luft, betyder det ekstra to procent i brændstof og 25 procent hurtigere slitage. Det kan pressen oplyse gang på gang, men lige meget hjælper det. Bilisterne undersøger sjældent bilens dæktryk, og i samme forbindelse kunne Frank Hansen, Continental, oplyse, at der kommer et lovkrav i 2014 om dæktrykadvarsel i de fire dæk, og Lennart Lounaus, Michelin Sverige, oplyste om de nye typer dæk, der kommer, som bliver smallere, plus det system, Michelin har udviklet, hvor bremser og affjedring er monteret i selve hjulet.

Seminaret blev afsluttet med Havarikommissionens arbejde med Lars Klit Reiff, og fælge ved direktør Per Kloster, Alcar Danmark A/S, men det primære var den nye miljømærkning fra 1. november næste år, og Trafikstyrelsens vinterdækhøring, som for tiden altså er sat på politisk "stand by". De store importører af dæk udstillede samtidig deres nyeste udviklinger, og der var rekordmange tilhørere til seminaret, der vokser år efter år.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083