Ny B-klasse til Danmark i november
Avanceret udstyr og mere plads end i både E- og S-klasse til priser fra 350.000 kroner ligner en succes fra Mercedes.
Den er spundet over en nyudviklet platform til forhjulstrukne biler, som Mercedes viser flere nyheder på i de kommende år. Der er nye motorer og transmissioner samt flot udstyr såsom et radarbaseret anti-kollisionssystem, der er standard på alle modeller, plus meget mere i sikkerhed, herunder træthedsadvarsel og Attention Assistent. Hertil Stop & Go og en lang ekstraudstyrsliste.
Alle versioner har sekstrins gear. Karrosseriet har en rekordlav luftmodstandskoefficient på kun 0,26 cw.
Mercedes mener, at den nye modelserie sætter ny standard for biler i segmentet. Selv om den er blevet 46 millimeter lavere end forgængeren, er der mere plads i kabinen med en øget længde på 86 millimeter, hvilket giver bedre benplads bagtil end i modellerne E- og S-Klasse.
Priserne begynder ved 349.900 kroner for B 180 med 1,6 liters turbomotor, der yder 122 hk, B 180 CDI 109 hk koster fra 369.900 kroner, B 200 156 hk fra 399.900 kroner og B 200 CDI 136 hk fra 409.000 kroner vejledende, plus levering.