23948sdkhjf

Entusiasme smitter

VI KENDER DET ALLE sammen, når en grå dag gryer, og trummerum melder sig. Så kan det være svært at udvise mere begejstring end en skovsnegl på søndagsudflugt. Men af og til møder vi de mennesker eller øjeblikke, der løfter vores tilværelse. Nogle af dem finder du på siderne i denne uges uafhængige fagblad. Tag nu de mekanikere, der greb lidt dybt i lommen og meldte sig til Motor-magasinets tur til Anderstorp-banen, hvor de selv sad bag rattet i en Formel 1 racer med 0-200 km/t på under fem sekunder. Det er i sådanne øjeblikke, hvor teknik og kundskab går op i en højere enhed, at livet leves. Det er her, entusiasmen smitter. Som vi kan leve højt på i flere måneder og år sidenhen.

ENTUSIASMEN VAR OGSÅ til at tage og føle på, da en af de rigtig dygtige danske motorsportsdrenge, Tom Kristensen, holdt foredrag for mekanikere i Nordjylland. Trods berømmelse og en plads i historiebøgerne som en af den motoriserede verdens levende legender har Hobro-knægten fra gokarten på Mou-banen en klædelig ydmyghed og ærlighed, der tjener ham til ære. At høre ham fortælle om det eksemplariske samarbejde med mekanikerne i teamet kan varme om hjertet i en grad, der kun gør ham til en endnu større sportsmand. Her var entusiasme for alle pengene – også hos de fremmødte tilhørere, mekanikere fra nær og fjern, der forhåbentlig kan tage Tom K’s guldkorn om teamwork og dedikeret arbejde med hjem til de små værksteder. Så bliver også de vindere i disciplinen godt håndværk og kundepleje.

I LANDETS BILHUSE er der glæde over et fint bilsalg. Endnu. Kurven knækker snart, fik bilsælgerne at vide på et møde om fremtiden efter krisen. Og de skal være oppe på ventilerne for at matche bankernes krav til vigtig finansiering. Der er masser af udfordringer for en autobranche, hvor de hurtige gearskift helst skal foregå med begge hænder på rattet. Når det bliver gråt, er det trygt, at virksomheden er vedligeholdt med de rette reservedele. Lidt som at køre Formel 1 eller Le Mans racer og vide, at maskine og mandskab er smurt optimalt. Det giver entusiasme, der smitter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079