Syn af bil hos AGL dækcentre
Dækcentret AGL og synsvirksomheden A-Inspektion i samarbejde på Frederikssundsvej som første sted i en kommende række.
For direktør Frank Balle fra A-Inspektion er det nye samarbejde mellem AGL og A-Inspektion ideelt, da de deler grundideen om at spare bilisterne for tid og besvær.
- Når vi åbner nye synshaller, vil vi gerne ligge så tæt på trafikerede veje som muligt. Trafikanterne skal kunne køre ind og ud hos os let, enkelt og hurtigt. Derfor er det også oplagt for os at få en synshal hos AGL, der både ligger ud til Frederikssundsvej, og som har samme holdning til god kundeservice som os, siger han.
- Fordelen for bilejeren er, at han eller hun hverken behøver bestille tid til synet eller tid til at få rettet de småfejl, der måske er ved bilen. Det bliver simpelthen både lettere og hurtigere og det er fremtiden, mener Frank Balle, som understreger, at de to virksomheder naturligvis lever op til lovgivningen om at være to uafhængige firmaer, der blot deles om en unik beliggenhed.
Jonas Højland Pedersen, direktør for AGL, ser også store muligheder i samarbejdet med A-Inspektion.
- Hele vores værksted er sat op til hurtige og enkle reparationer samt udskiftning af sliddele, hvor ejeren ser til eller sætter sig med en kop kaffe og venter. Derfor bliver samarbejdet med A-Inspektion også en slags One-Stop-Shop, som passer perfekt til vores kunder, der jo også er A-Inspektions kunder, udtaler han.
- Tager bilisterne godt imod muligheden for at få foretaget det obligatoriske syn og få klaret en reparation eller justering med det samme, er det planen at udvide samarbejdet til flere af vores værksteder, tilføjer Jonas Højland Pedersen.
Ud over at køre direkte ind fra gaden til et bilsyn hos A-Inspektion er det også muligt at bestille tid på internettet eller ringe, hvis man hellere vil det. Se mere på www.agl.dk