Saab håber på at kunne producere i august
Den kriseramte svenske bilfabrik Saab går lysere tider i møde, men det har også set overordentlig sort ud.
Fremtiden for den svenske bilproducent Saab har i de seneste dage tegnet lysere end længe. Den kriseramte og konkurstruede fabrik regner med at genoptage produktionen 9. august efter en solid kinesisk kapitalindsprøjtning.
- Selvfølgelig ville vi godt have været i gang tidligere, men det er en god fornemmelse at have en dato nu, siger Gunilla Gustavs fra Saabs informationsafdeling til det svenske nyhedsbureau TT.
Mens produktionen har stået stille og frem til 9. august skal Saabs underleverandører nå at opbygge et passende lager, så de kan levere de nødvendige dele til bilproduktionen.
- Vi er i dialog med alle vores leverandører, og det går godt, så vi er fuld af forhåbninger. Men frem til genoptagelsen af produktionen gælder dialogen først og fremmest dem, der leverer komponenter, så produktionsbåndet kan rulle, siger Gunilla Gustavs.
Handlen med Saabs ejendomme ventes også afsluttet torsdag, skriver Saabs ejer, Swedish Automobile, i en pressemeddelelse. Saab har fået tilladelse til at skaffe kapital ved at sælge selskabets faste ejendomme, som den svenske stat opgiver at have pant i.
Køber er et konsortium under ledelse af Hemfosa Ejendomme. Andre investorer er Brinova Ejendomme, Peab og Weland Ejendomme. Tilsammen kommer de til at eje 50,1 procent af aktierne i Saab Property AB.
Planen er, at når bygningerne er solgt, så skal de leases tilbage af Swedish Automobile.
- Vi har truffet lignende beslutninger tidligere, hvor forretningen alligevel er gået i vasken. Denne gang ved vi, at der eksisterer en aftale. Vi ved, at der er flere købere, og at de har penge til at betale, siger erhvervsminister Maud Olofsson om regeringens klartegn.
/ritzau/TT