Viborg center for elbil-mekanikere
AutoTeknisk Center i Viborg skal uddanne elbil-mekanikerne i Region Midtjylland.
Og netop det sikkerhedsmæssige er et vigtigt parameter for de mekanikere, som i stigende grad vil komme ud for at modtage en hybrid- eller elbil på værkstedet.
Både hybrid- og elbiler har enorme energimængder, en meget stor batterikapacitet og amperestyrke under motorhjelmen. Derfor er det afgørende, at man som mekaniker ved, hvad man har med at gøre.
- Spændingen i visse strømførende kabler overstiger flere hundrede volt og vil i princippet være kraftig nok til at slå en mand ihjel. Derfor er det meget vigtigt at efteruddanne sig. På den måde lærer man, hvor man skal passe på, og hvilket sikkerhedsudstyr man bør bruge, forklarer Bjarne Holtze, der er udlært mekaniker og faglærer gennem 17 år ved AutoTeknisk Center.
- Netop sikkerhed har jo ofte noget at gøre med selvdisciplin. Det er vigtigt, at man ikke gør tingene på sin egen måde, men altid følger sikkerhedsbestemmelserne, understreger han.
Som sikkerhedsudstyr anbefales ansigtsmaske, kraftige gummihandsker og specielt gummiisoleret værktøj, som kan tåle kontakt med 1000 volt.
Også til lærlingene
Selvom de aktuelle kurser er forbeholdt allerede uddannede mekanikere, forsikrer Bjarne Holtze, at heller ikke lærlingene bliver glemt.
- Selvfølgelig skal vores lærlinge også lære, hvordan man omgås hybrid- og elbiler. Det er med i den nye lærlingeuddannelse, for de vil helt sikkert møde bilerne derude, når de er udlærte.
AutoTeknisk Center kører desuden særlige sikkerhedskurser for falckreddere og eksklusivt for Renault-mekanikere, som lærer at omgås den nye familie-elbil Renault Fluence Z.E, som snart udbydes til salg i samarbejde med det storstilede batteriskifte-projekt med Better Place.
Centres of Excellence
AutoTeknisk Center udbyder en lang række efteruddannelseskurser, samt uddanner mekanikerlærlinge på grund- og hovedforløb. Endvidere er skolen en del af Centres of Excellence, der er et landsdækkende projekt, som via en overbygning på hovedforløbet skal give særligt dygtige lærlinge mulighed for at blive endnu bedre.
kile