23948sdkhjf

Svensk chiptuner vil udvide i Danmark

Ny dansk distributør søger forhandlere til BSR motoroptimeringer. Motor-magasinet tog med til svenske Växsjö for at se virksomheden og dens produkter, der får ros af den danske Trafikstyrelsen.
Chiptuning har stadig en odiøs klang mange steder i Danmark. Men siger man motoroptimering og BSR i samme sætning, har selv kontrolmyndigheden Trafikstyrelsen kun rosende ord til den svenske specialist, der med ny dansk distributør gerne vil mere ud på det danske marked.

BSR har været repræsenteret herhjemme i tre år og omsatte sidste år for cirka to millioner kroner via ni forhandlere, der gerne skulle blive flere. Den 1. marts overtog Jakob Weesgaard og hans kone Birgitte Nørgaard, der også driver bilplejefirmaet Carclean i Birkerød, distributionen.

- Svenskerne er glade for, at jeg også driver bilplejevirksomhed, der supplerer deres fine produkter godt. Jeg vil sælge produkterne åbent og ærligt på det, der stadig er et gråt marked herhjemme på grund af bilafgiftspolitikken. Og jeg introducerer et forsikringsprodukt som i Sverige, selv om BSR kan bryste sig af aldrig at have haft problemer med at øge effekten på i dag cirka 200 bilmodeller. Det sker gennem dybt seriøst arbejde på deres testcenter til 300 millioner kroner, hvor de tester optimeringer i uge- og månedsvis inden frigivelse, siger Jakob Weesgaard.

Seriøsiteten understreges af, at selv den svenske stat bruger BSR til testarbejde. BSR har en stribe godkendelser på sine optimeringer, endog også til ethanol-gadebiler og til rally med 300 hk i en Saab 2.0 motor som de første i verden.

Styrer et minefelt

Svensk og dansk BSR har været til møde med Trafikstyrelsen, og herfra siger Niels-Anders Nielsen, at man er imponeret over de dygtige svenskere, der forstod de danske regler om krav om uvildig godkendelse af hver enkelt motoroptimeringer samt syn af ændrede biler.

- Vi prøver at styre et minefelt, som motoroptimering jo er herhjemme, ud fra EU-krav til normer om CO2- og partikeludledning samt den meget fokus korrekt regenerering af filtre. Vi betaler jo afgifter efter brændstofforbrug, så det er vigtigt, at godkendelser er fra akkrediterede institutter, siger Niels-Anders Nielsen.

Han medgiver dog, at motoroptimering via kun software, som fra BSR, er svær at spore. Trafikstyrelsens mulighed for sanktioner begrænser sig reelt til at forbyde virksomheders fejlagtige markedsføring ud fra Færdselsloven – hvilket førte til otte politianmeldelser af udbydere sidste år, herunder ikke BSR.

Velanset virksomhed

BSR-softwaren sælges i en lille håndholdt såkaldt PPC-enhed for cirka 7000 kroner, hvor kunden selv downloader via bilens EOBD-stik under instrumentbordet. Det giver typisk en effektforøgelse på 20-40 procent, uden at øge brændstofforbrug eller udledning, med mindre man kører voldsomt, betoner BSR.

I Sverige har BSR en salgsaftale med den svenske grossist- og værkstedskæde Mekonomen, ligesom også nogle autoriserede forhandlere sælger tuningerne, der i dag fås til Volvo, Saab, VW, Seat, Skoda, Audi, Ford, Mercedes, Opel og senest også til BMW, hvor udviklingen tog halvandet år inden frigivelse.

Ingen japanske biler er i programmet, trods mange henvendelser, fordi BSR vil være bedst i et begrænset område.

BSR blev startet i 1991 og har løst flere opgaver for bilfabrikker og bilimportører. Firmaet har været høringspart i den skrappe svenske miljølovgivning for køretøjer og deltager i forskellige miljøprojekter, ligesom BSR har modtaget priser.

Løser fejl via nettet

Ifølge salgschef Marcus Persson har BSR nu 12 distributører og 150 forhandlere i 26 lande. Firmaet satser især på Kina, Brasilien og Tyrkiet. Samt ikke mindst Australien, hvor de forslugne V8’ere skiftes hastigt ud med europæiske dieselbiler.

- Bilproducenter sætter bilernes effekt ned til nogle markeder - vi stiller tilbage og op på et hav af parametre. For seks år siden optimerede vi ud fra 500 kodemapper, nu er der 35.000 til alle elektroniske køresystemer, som vi tester på efterfølgende. Vores konkurrenter hiver måske 20 hk mere ud af en given motor end os via simple trimfiler – men så er de næsten med garanti for tæt på marginalerne, og mange af dem kender ikke til fejlløsning, fordi de mangler indsigt.

- Vores optimeringer er lavet til det europæiske marked, men vi kan præcist se i købernes log via internettet, hvis der opstår problemer i andre lande og rette til via net-synkronisering. For eksempel har vi kunnet se, at en luftmassemåler i en motor var defekt via loggen, fortæller Marcus Persson.

Kunderne kan for 500 kroner tilkøbe fejludlæsning, der imidlertid følger med til Volvo som konkurrenceparameter overfor Polestar – Volvos eget optimeringsfirma, der sammen med Saabs Hirsch er de to eneste totalgodkendte tuningsfirmaer.

Superavanceret rullefelt

På et almindeligt rullefelt er det svært at tage præcis højde for dækfriktion, bilens vægt og andre faktorer, ligesom der altid vil være et effekttab gennem drivlinjen. BSR benytter avanceret måleudstyr fra svenske Rototest direkte på hjulakslerne, der er det tætteste man kan komme på en egentlig motorbænktest med fri motor. Rototesteren måler 8000 gange per omdrejning og har specielt antispin/accelerometer til firehjulstrækkere.

Luftfanerne, der leverer den "falske" køreluft i korrekt temperatur og luftfugtighed, er oliekølede for bedre styring. En ATI-logger med 48 digitale og analoge kanaler er på niveau med bilfabrikkernes måleudstyr.

Brugtbil-trim ok

Optimering på downsizede motorer ikke et problem, mener BSR, for motorer sælges altid langt under deres maksimale effekt for at kunne tage højde for brændstofkvalitet og andre marginaler på forskellige markeder.

- Vi får ofte spørgsmål, om det er ok at trimme brugte biler med højt kilometertal – det er ikke et problem, hvis motoren har været vedligeholdt med god olie. Interesserede forhandlere, der vil sælge vores produkter, behøver ikke stor bilteknisk baggrund, men vi stiller krav til pæne omgivelser og en pc på internettet, siger Marcus Persson.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078