Bilforhandler ros til politiet
- Jeg synes, der er grund til at rose politiet for en lynhurtig indsats. Man hører ofte, at politiet ikke fanger indbrudstyve. Men det gjorde politiet i nat, og det betyder utrolig meget for mig som indehaver, når gerningsmændene bliver fanget, siger en tilfreds Henrik Thomsen, der foruden Thomsen Biler også er indehaver af Globus Biler.
Med to større bilforretninger i Silkeborg har Henrik Thomsen oplevet indbrud masser af gange. Det er hans umiddelbare vurdering, at der inden for det seneste år er stjålet værdier for op mod to millioner kroner fra de to forretninger.
- Tyverier giver mange problemer. Det er også alt det, som følger bagefter, jeg er træt af. Forsikringen stiger og det samme gør selvrisikoen. Og det rammer arbejdet i virksomheden, siger Henrik Thomsen til Midtjyllands Avis.