Ronnie Bremer måtte ikke vinde
Ronnie Bremer vandt klassen for Legend Cars suverænt. Torben Hausig skriver blandt andet: "Desværre var der enkelte af de særdeles etablerede danske kørere, der ikke kunne tåle, at Ronnie bare var bedst. Der var snakken i krogene med besynderlige og meget dumme bemærkninger. Sørgeligt ved et arrangement, som reelt bare er for sjov. Hvorfor stiller de ikke bare op til start i for eksempel Legend Cars, hvor alle biler er ens, og kører fra ham. Måske fordi de vidste, at de ikke kunne?" Citat slut.
Den næste mail drejer sig om Ronnie Bremer og Stefan Winquist, der stillede til start i ProAm løbet i en Datsun 240Z, men de to kørere trak sig ud af konkurrencen efter første heat. De mener begge, at de er forpligtet til at komme med en forklaring. Den lyder som følger: "Søndag formiddag meddelte CHGP ledelsen os, at vi ikke måtte komme på podiet i løbet. Det var ikke til diskussion, sagde de. Vi besluttede herefter at trække bilen ud af løbet, der ikke længere havde nogen sportslig værdi. Teamet ønskede ikke at deltage i et "fikset" motorløb. Alle andre forklaringer er usande". Citat slut.
Motor-magasinet har forelagt beskyldningerne for løbsleder Kim Bjerg, der svarer: "For det første kommenterer vi ikke på en masse rygter fra pressen, og for det andet er Historisk Motorsport og jeg hyret som sportslige afviklere af løbet i CHGP".
Vi skal på fagbladets vegne beklage, at der således ikke bliver svaret på klagerne fra de to deltagere.