Rattet rundt med motorsporten
Det blev en våd omgang under afviklingen af Munkebjerg Hillclimb ved Vejle. Hurtigst var Jan Sørensen, Hammel, Opel Manta 400 fra 1983, foran Vinzenco Santangelo, Aarhus, Fiat X1/9 Dallara Aberth 1983, og Mikael Mikkelsen, Viborg, Volvo PV544 årgang 1964. Dertil deltog også en del historiske biler, hvor det vigtigste ikke var at vinde men at hædre bilerne historie.
DENNIS LIND OG ma-con teamet i ADAC Formel Master mesterskabet har afbrudt samarbejdet. Det er aldrig blevet til de forventede resultater for Dennis Lind i år, selv om han sidste år havde en del flotte resultater. Blandt andet som uofficiel vinder af VM på Brands Hatch. Han ser nu på andre muligheder.
JAN MAGNUSSEN OG Robert Lidell førte Grand-Am løbet på Watkins Glen banen. Tre omgange før mål knækkede den ene trækaksel, og de udgik.
TOM KRISTENSEN ROSER den nye ordning, hvor en topkører er bisidder ved løbsledelsen under Formel 1 løbene. Han var steward i Australien sidste år, og igen i Tyskland for nylig. "At have en kører med i tårnet, der tænker som deltagerne på banen, er en stor fordel", udtaler han til GPUpdate.
BERNIE ECCLESTONE, manden bag Formel 1 kalenderen, vil, sammen med FIAs præsident Jean Todt, foreslå 21 løb i Formel 1 i 2012. De fleste teams mener, at 20 løb bør være det maksimale. Næste år ser det ud til, at et løb afvikles i Austin, Texas. Mexico er også på tale. Her blev der afviklet F1 løb i 1963-1970, og igen i 1986-1992. Hvilke løb der fjernes fra kalenderen er ikke afgjort, men Tyrkiet og måske Monaco er i farezonen, selv om det møder modstand som et af de mest traditionsrige løb i kalenderen.
WTCC-KØREREN OG den tidligere verdensmester Gabriele Tarquini er blevet teamkollega i et par løb mellem WTCC-løbene med norske Tommy Rustad i det svenske Volvo Polestar STCC-tream. Teamet har sagt farvel til engelske James Thompson.