Energirigtig lille swinger
Honda Jazz hybrid er den billigste hybridbil i Danmark - og er sjov, spændende og anderledes.
Bremseenergien sendes tilbage til batterierne, og dækkene er specielle med lav rullemodstand. En del karrosseridetaljer er optimeret til mindre luftmodstand.
Hvis det ønskes, kan man køre bilen på batterierne alene, hvilket er oplagt ved bykørsel. Honda lover et gennemsnit på 22,2 kilometer per liter. Vi kom ud med flotte 21,4 kilometer per liter, primært ved bykørsel og med korte ture, som bilen egner sig bedst til. Det er her, hybridteknologien har sin force.
Når man starter om morgenen eller med kold motor, er det batterierne, der sætter bilen i gang, men trædes der lidt hårdere på speederen, træder benzinmotoren også i funktion.
Syv trins CVT
Transmissionen er trinløs CVT. Omdrejningerne på landevejen svarer til syv trin, med sekventielt skifte ved rattet a la Formel 1. Det er her, man opdager de syv trin, og det er et trinløst skifte uden mærkbare ryk i de forskellige skift. Motoren kører altid i det mest økonomiske område.
Batteripakken er placeret under bagagerummet, som er lidt mindre end normalt, for at sænke bilens tyngdepunkt.
Honda viser føreren, hvordan der skal køres. Med stille speederfod lyser en lampe grønt, og rødt hvis man er den mere temperamentsfulde type - men det er nok mest rolige typer, der køber en Jazz Hybrid.
Med den grønne ECON knap til venstre for rattet trykket ind ændres nogle af bilens funktioner, uden at det går ud over de sikkerhedsmæssige aspekter. Motoreffekten og omdrejningsmomentet nedsættes med fire procent, den trinløse transmission arbejder endnu blødere, der genvindes endnu mere af bremsekraften til batterierne, blæseren til kabinen daler, i tomgang slukker airconditionsystemet helt, og der er selvfølgelig Stop & Go.
Plads til fire voksne
Honda Jazz Hybrid er lille udvendig men har pænt med plads til fire i kabinen i et femdørs karrosseri. Der er plads til 303 liter i bagagerummet.
Undervognskomforten er udmærket under de fleste forhold. Bilen er letkørt, når man har fundet ud af de forskellige hybrid-indstillinger.
Udstyret omfatter næsten det hele med elruder foran, aircondition, CD-radio med RDS og MP3, fartpilot i den lidt dyrere version, styring af radioen i rattet, tågelygter foran, regnsensor, højtalere ved bagsædet, USB-indgang, og sikkerhedudstyr i toppen i begge versioner.
Mest solgte i Japan
Jazz-serien, der blev Årets Bil i Danmark 2009, har i flere måneder været den mest solgte bil i Japan i år, og med hensyn til kvaliteten ligger Honda flot med gode karakterer i forskellige kvalitetsrapporter.
Jazz hybrid er et oplagt alternativ til de mange, som kører meget i byen eller på kortere ture. Hvis bilen skal bruges til lange ferierejser, må jeg anbefale en af de andre versioner, der koster fra 167.900 kroner for 1,2 liter 90 hk eller 179.900 kroner for 1,4 liter med 99 hk. Her er bagagerummet en smule større uden batteripakken i gulvet.