Spritbilist ved en fejl
Omkring en tredjedel af trafikanterne undervurder, hvor lang tid det tager at forbrænde alkohol, når de har drukket. Dermed risikerer mange at køre spritkørsel, når de kører hjem fra en middag eller til bageren næste morgen.
En helt ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden viser, at omkring 30 procent af bilisterne tror, at alkohol forbrænder hurtigere i kroppen, end den i virkeligheden gør.
- Mange tror fejlagtigt på myten om, at det kun tager en time at forbrænde én genstand. Men alle som vejer mindre end 100 kilo bruger længere tid på at forbrænde alkohol. Jo mindre man vejer, jo længere tid tager det at få alkoholen ud af kroppen - helt op til to en halv time per genstand, siger Pernille Ehlers, specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik.
Derfor anbefaler Rådet for Sikker Trafik, at man maksimalt drikker en genstand, når man skal køre. Hvis man har været til fest og fået meget at drikke, så bør man lade bilen stå i hvert fald indtil næste eftermiddag.
Spritbilister ærgrer sig
Dømte spritbilister skal gennemgå et 10 timers Alkohol- og Trafikkursus, og en af underviserne fortæller, at flere af de dømte spritbilister troede, at de var i stand til at køre lovligt, da de startede bilen for at køre hjem fra en middag eller til bageren morgenen efter en god fest.
- De ærgrer sig og er dybt overraskede, når de pludselig bliver stoppet af politiet, skal puste i et alkometer og får at vide, at de har kørt spritkørsel. Mange af dem tror fejlagtigt, at de for eksempel godt kan drikke to eller tre genstande til en middag og så køre bil, fortæller Inger Lis Rasmussen, der underviser i Region Midtjylland på de obligatoriske Alkohol- og Trafikkurser for spritbilister.
I forbindelse med julen og de mange julefrokoster har Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med TrygFonden, Politiet, De Regionale Færdselssikkerhedsudvalg og Kommunerne i Danmark sat gang i kampagnen "Rigtige Venner hjælper hinanden sikkert hjem". Den kører hele december måned.