23948sdkhjf

Ford Focus en klasse op

Den nye Ford Focus rager godt op i billedet i mellemklassen med masser af forbedringer teknologisk og et flot design.
Den nye Focus er en eventyrlig oplevelse, står der i den medfølgende brochure. Det er en påstand, man altid skal tage med et gran salt, men i dette tilfælde er det korrekt. Vi blev i hvert fald begejstret for nyheden, som i denne første test var med 1,6 liters Ecoboost motor, der yder hele 150 hk.

Prisen er fra 312.250 kroner i Trend udstyrsniveau. Dertil kommer en del ekstraudstyr såsom fartpilot, Stop & Go, opvarmet forrude, parkeringssensor, programmeret motor- og kabinevarmer, tonede ruder med mere i ekstrapakker. Audiopakke 1 med Sony DAB radio, Audiopakke 2 med navigation, et par førerassistance pakker med Blis, advarsel, når andre overhaler, foldespejle, advarsel ved utilsigtet vejbaneskift, registrering af færdselskilte, automatisk op- og nedblænding af fjernlys, samt automatisk sidelæns parkering i byen. Hertil et par komfortpakker med to-zone klima, hvor enkelte af det nævnte ekstraudstyr er med, samt læderkabine med seksvejs førersæde, Bi-xenon lygter, LED-kørelys med mere. Testbilen var udstyret med en del af det nævnte udstyr.

Den nye Focus serie leveres i en række forskellige motorversioner fra 278.000 kroner for 1.6 liter med 105 hk, til 2,0 TDCi 163 hk med powershift til 374.900 kroner. 1.6 Ecoboost, som testbilen, leveres også med 182 hk i samme energiklasse, og skulle man have brug for lidt plads, er stationcar versioner endnu en mulighed. Den koster 10.000 kroner mere end hatchback-versionerne.

13,9 kilometer per liter

Uanset om man vælger 150 hk udgaven som testbilen eller den kraftigere version med 182 hk, lover Ford 16,7 kilometer per liter i gennemsnit. Vi kom ud med 13,9 kilometer, som er pænt i en bil med 150 hk ude foran. Transmissionen er sekstrins med tydelige råd om at skifte op i et højere gear. Man kommer næsten ikke i gang i første gear, før der skal skiftes til andet gear, og den trækker sig selv fra godt 60 km/t i sjette gear uden at sejtrække.

Ecoboost virker som lidt af et skub i ryggen, når der skal overhales i en fart, og undervognskomforten er tip-top.

Tilbage til brochuren, hvor der også står, at "når du først har prøvet den én gang, vil du aldrig kunne få nok". Vi var i hvert fald kede af at skulle aflevere bilen igen efter ugens test. Den ramte vore hjerter. En bil i den rigtige størrelse i den populære mellemklasse med køreegenskaber, som virkelig placerer Ford på landkortet blandt de bedste. En perfekt kørestilling med multijustering, og plads til fem voksne og et meget stort bagagerum. En god rejsevogn uden særlig meget lyd undervejs. Det er nok den hidtil bedste Focus, Ford har udviklet.

Hvis man vælger bilen uden alt det ekstraudstyr, testbilen havde, er køreegenskaberne de samme perfekte i hele modelserien. Men det ekstra plus med det nævnte ekstra komfort- og sikkerhedsudstyr ville jeg ikke undvære, selv om prisen selvfølgelig er afgørende for mange.

Kvaliteten virker fornem ud. Det er ikke normalt, at en femdørs bil har så brede døre som denne vogn. Ved de tætte parkeringer i byen, skal man passe på.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126