Saab udsteder aktier for at betale løn
I sidste uge måtte Saab udskyde lønudbetalingen til deres 1600 funktionæransatte. Ifølge selskabet skyldes det, at noget af den kapital, som investorer har indskudt, ikke blev modtaget i tide til at udbetale lønnen til de ansatte.
- Vi håber, at vi vil være i stand til at udbetale lønnen i denne uge, men før vi har pengene på vores konto, er vi en smule forsigtige, siger Saabs talskvinde Gunilla Gustavs.
For at være i stand til at betale lønningerne og undgå konkurs, har Swedish Automobile derfor udstedt en aktietegning på fem millioner aktier under en 150 millioner euro kreditaftale med den internationale kapitalfond GEM Global Yield Fund Ltd.
Kreditaftalen betyder, at GEM forpligter sig til at købe aktier til en pris på 90 procent af de seneste 15 dages gennemsnitspris. Baseret på den nuværende aktiekurs vil de fem millioner aktier give et udbytte på omkring 6,5 millioner euro.
Swedish Automobile har tidligere udnyttet kreditaftalen med GEM. I maj måned udstedte de en million aktier til GEM, hvilket genererede omkring tre millioner euro, oplyser Børsen.
Den svenske fagforening Unionen, der repræsenterer 1000 funktionæransatte hos Saab, siger, at bilfabrikken skylder 35 millioner svenske kroner til deres medlemmer.
Da lønnen udeblev den 27. juli indsamlede fagforeningen lønsedler fra de medlemmer, som ikke havde fået udbetalt løn. Enten onsdag eller torsdag vil fagforeningen indsende et krav til Saab om, at lønnen bliver udbetalt.
Fra da af vil Saab have syv dage til at udbetale lønnen. Sker dette ikke, har fagforeningen tre uger til at indgive konkursgebæring mod Saab Automobile.
- Vi håber, at det løser sig, men vi vil fortsætte vores arbejde indtil lønnen er udbetalt, siger Johan Ulvenlov, pressemedarbejder, Unionen.