Initiativer om elbiler skal sikre grønt væksteventyr
En grøn, ambitiøs dagsorden for transportområdet, kalder Dansk Elbil Alliance det nye regeringsgrundlag. Dansk Elbil Alliance rækker samtidig hånden frem til den nye regering med 15 netop offentliggjorte anbefalinger til initiativer, der skal sikre 20.000 nye arbejdspladser i Danmark, en eksportindtægt på 14 milliarder kroner og en renere og mere olieuafhængig dansk bilpark i 2030.
- Det er meget positivt, at den nye regering nu har lagt op til en ny og ambitiøs dagsorden på transportområdet, som vil sikre den nødvendige omstilling til grønnere køretøjer. Hvis den grønne omstilling af transportsektoren samtidig skal skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, er det vigtigt, at vi tænker elbilerne ind i en samlet national strategi, som regeringsgrundlaget også lægger op til, siger Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance.
Derfor har Dansk Elbil Alliance netop offentliggjort et bud på en national handlingsplan for elbiler indeholdende 15 anbefalinger til initiativer, der skal sørge for at elbilen bidrager stærkt til den grønne vækst og omstilling.
- Vi må simpelthen ikke glippe det grønne vækstpotentiale, der ligger i elbiler. Branchen ser frem til at samarbejde med den nye regering om at realisere den grønne omstilling og det store potentiale for dansk økonomi, der ligger i omstillingen til en grøn transportsektor, siger Lærke Flader.
Hun understreger, at afgiftsfritagelsen af elbilerne er et vigtigt første skridt, men det bringer os ikke hele vejen. Vi skal se på firmabilbeskatning, ladeinfrastruktur og ordninger der tilgodeser miljøvenlige køretøjer i trafikken, og det er det, de 15 anbefalinger sigter mod.