Unimerco solgt for 1,44 milliarder
Prisen på 1,44 milliarder kroner er eksklusive en aktiepost i den schweiziske virksomhed Lamina, og købesummen fordeles mellem 418 aktionærer, hvoraf langt hovedparten er medarbejdere i et af Unimerco-koncernens selskaber, skriver evb.dk
Virksomheden er kåret til en af Danmarks bedste arbejdspladser flere gange med høj medarbejderpleje. 55 procent af aktierne i Unimerco er ejet af ikke-ledende medarbejdere i selskabet, og det bliver dem, der tjener på salget.
Årsagen til salget skyldes ifølge adm. direktør hensynet til en hurtigere globalisering, og at Kyocera forventes at bibringe en etableret kundemasse, der kan retfærdiggøre større investeringer.
- Vores store internationale kunder kræver vores tilstedeværelse stadig flere steder, og vi har ikke den fornødne ledelseskapacitet til flere sideløbende etableringer, udtaler adm. dir. Kenneth Iversen, der samtidig bebuder et generationsskifte på direktørposten i løbet af et par år eller tre.
Den samlede ledelse fortsætter samtlige Unimercos aktiviteter og produktgrupper i Kyocera Unimerco. Organisationen får dog et japansk islæt i både produktions- og økonomifunktioner, ligesom der fremover vil være en japansk vicepræsident i hovedsædet i Sunds.
Unimerco Group blev stiftet i 1964 og består af 12 selskaber i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, England, Polen, Tjekkiet, Finland, USA og Kina.