Krisen rammer danskernes køb af nye biler
Private køber færre nye biler. Statistikken understreger dermed, at forbrugerne holder på pengene.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at salget af nye biler til husholdningerne er dykket med seks procent i perioden maj til juli.
Bilsalget har i både 2009, 2010 og begyndelsen af 2011 været stærkt stigende, men ifølge flere økonomer er bilsalget nu også tynget af usikkerheden omkring den økonomiske situation.
- Højere ledighed, nedgang i reallønnen på dele af arbejdsmarkedet og udsigt til måske endnu en recession elle lavvækst periode har derfor dæmpet det ellers velsmurte bilsalg, siger Mira Lie Nielsen, økonom i Dansk Erhverv.
Bilkøb er en stor økonomisk udgift for de danske familier, og derfor købes de fleste nye biler i økonomiske opgangstider, hvor der er lønfremgang, og hvor jobsikkerheden er højere.
- Derfor er bilsalget også en indikator for forbrugernes tro på fremtiden og deres købelyst, understreger Mira Lie Nielsen.
Seniorøkonom Niels Rønholt fra Jyske Bank peger også på, at statistikken understreger, at danskerne er blevet mere tilbageholdende.
- Vi leder selvfølgelig efter tegn på, at privatforbruget lidt mod forventning måske alligevel kunne begynde at vende pilen mere i den rigtige retning. Men dem er der ikke rigtig nogle af i tallene for bilsalget, siger han.
Bilsælgerne kan dog glæde sig over, at erhvervslivet fortsat skifter ud i vognparken. Over de sidste tre måneder er der solgt 10 procent flere nye biler til erhvervene.
Statistikken viser også, at danskerne stadig er glade for at lease deres nye bil.
I de seneste 12 måneder har husholdningerne leaset 9800 nye biler i forhold til 8000 i den foregående periode. Det er en stigning på 21 procent.
/ritzau/