Køber avanceret dieselfilter-renser
MT Filter Service i Karlslunde havde stort fremmøde på sit dieselfilter-seminar på DTU i Lyngby.
Traditionen tro var der fra indlægsholdernes side meget fokus på lastbiler og busser, men som noget nyt i år blev også systemer og problematikker omkring katalysatorer og partikelfiltre til vare- og personbiler berørt.
- Vi oplever en stigende interesse i branchen for diagnosticering og vedligehold af de systemer, der sidder på varevogne og minibusser, og selvfølgelig også på personvogne, siger arrangør Flemming Nøhr fra MT Filter Service i Karlslunde, og fortsætter:
- Vi har derfor gennem den seneste tid investeret en del tid og penge i at kunne servicere dette segment på samme niveau, som vi i mange år har betjent lastbilsværksteder og busselskaber. Blandt andet har vi investeret i en ny italiensk rensemaskine, som bliver den første af sin art i Danmark, og som udmærker sig ved at kunne rense partikelfiltre væsentligt hurtigere end tidligere kendte metoder, samtidig med at værkstedet får en dokumentation for filterets rensning.
Ad-Blues afløser
At udvikling og produktion af katalysatorer og partikelfiltre er en kompliceret proces fremgik blandt andet af indlæggene fra Keld Johansen fra Haldor Topsøe A/S, der fortalte om den udvikling, der skal føre frem til opfyldelse af Euro VII normerne. Adam Hoff Nielsen fra Amminex A/S fortalte om de teknologier, der på sigt vil kunne afløse brugen af Ad-Blue.
De nuværende og fremtidige regler for certificering af transportfirmaer med hensyn til principgodkendelser og tilskudsordninger blev belyst af Peter Jessen Lundorf fra Trafikstyrelsens Center for Grøn Transport . Lars Quist fra City Trafik A/S redegjorde for, hvorledes man her har tilrettelagt service og vedligehold af busflåden ved optimering af servicering af bussernes partikelfiltre, med henblik på at sikre minimal forurening og uhensigtsmæssige driftsforstyrrelser.
Rensning et håndværk
Den tråd tog Flemming Nøhr fra MT Filter Service op i sit indlæg, hvor han understregede, at rensning og reparation af katalysatorer og partikelfiltre er et håndværk, der, udover ovne og rensemaskiner, omfatter væsentlig flere discipliner, dedikation og erfaring.
Blandt andet viste Flemming Nøhr en del forskellige eksempler på katalysatorer og filtre, der var enten brændt sammen eller på anden måde beskadigede, og han understregede, at jævnlig rensning og vedligehold er vitalt for, at komponenterne kan fungere optimalt, ligesom det trænede øje ofte kan afsløre andre fejl på motoren i forbindelse med denne servicering.
Brian Petersen fra Liqtech International A/S sluttede den spændende dag med at fortælle om den danske produktion af filterkerner, samt om teknologien bag coatning af filtre og katalysatorer.