Priser til butleren
Stolthed og glæde blandt medarbejderne, da værkstedsportalen autobutler.dk torsdag fik to E-handelspriser.
Så to gange måtte de 31-årige indehavere af den knap to år gamle værkstedsportal, Christian Legêne og Peter Michael Oxholm Zigler, på scenen sammen med deres ni jublende medarbejdere.
- Vi havde selvfølgelig håbet på en pris, men vi havde slet ikke regnet med at få to. Vi er bare så stolte, siger adm. direktør og partner Christian Legêne.
- Vi har svært ved at fatte det. Konkurrencen i år var benhård, og selv om vi selvfølgelig godt ved, at vores forretningskoncept og idé er god, og at vi har anstrengt os for at udnytte dens potentiale, havde vi kun turdet håbe, siger marketingchef og partner Peter Zigler.
- Vi opfatter det som et kæmpe-skulderklap og en blåstempling af, at vores forretning er kommet for at blive. Vi har bestræbt os på at lave en wini-win løsning, som tilfører værdi for såvel autoværkstederne og i særdeleshed forbrugerne, samtidig med, at det ikke kun handler om pris, men også kvalitet og gennemsigtighed, og det er blevet bemærket, tilføjer Christian Legêne ifølge en pressemeddelelse.
- Vi ved også, at man ikke skal sove på laurbærrene, når man får en så vigtig pris. Vi vil arbejde hårdt for at gøre vores portal og service bedre, og med den her pris og de solide investorer, vi fik i starten af året, er vi nu mere overbevist om, at vores planlagte internationalisering nok skal lykkes, mener Peter Zigler.