Fremstød for danske brændselsceller i Sydøstasien
Cleantech-virksomheden Danish Power Systems deltog i en erhvervsdelegation til Korea, der kan blive af stor betydning for dansk eksport til bilindustrien.
Virksomheden benyttede besøget til at etablere sig med en agent i Korea for at fremme salget af HTPEM-brændselsceller i denne meget attraktive del af verden med 50 millioner indbyggere og boomende teknologisk industri på også bilsiden.
- Vi er de seneste år nået meget langt med planerne for en industriel produktion af vore brændselsceller, godt støttet af midler fra Højteknologifonden, Energinet.dk og EUPD. Nu føler vi, at tiden er inde til for alvor at sætte gang i salg og markedsføring i et af verdens mest attraktive økonomiske områder og håber, at fremstødet i Korea kan være brohoved til hele Sydøstasien, siger Danish Power Systems adm.direktør Hans Aage Hjuler.
Dansk cleantech-eventyr
Danish Power Systems er deltager i flere konsortier med partnere, som alle er førende på deres områder og arbejder målrettet frem mod at forene kompetencer i udvikling og produktion af brændselsceller, som kan bruges til køretøjer af enhver art. Netop i øjeblikket arbejdes der for eksempel på højtryk hos plastvirksomheden SP Group for at etablere en serieproduktion af brændselscellerne.
Danish Power Systems er af meget få virksomheder i verden, som kan kontrollere fremstillingen af materialet polybenzimidazol (PBI), som plastmembranen til en brændselscelle laves af.
Danish Power Systems arbejder med en brændselscelleteknologi kaldet HTPEM og fremstiller den kritiske komponent kaldet en MEA, hvori der skabes elektricitet ved en reaktion mellem brint og ilt.
Brændselsceller danner elektrisk energi via en elektrokemisk proces ved løbende tilførsel af brint og luft. Hjertet i brændselscellen er membranen, der tillader elektrisk ladede partikler (ioner) at vandre igennem.
Til flere brændsler
Brændselscellerne bliver samlet i stakke for at kunne levere tilstrækkelig effekt til at drive maskiner. Brændselsceller fra Danish Power Systems hører til kategorien HT-PEM (High Temperature Polymer Electrolyte Membrane). Membranen består her af en polymer, hvor temperaturen er højere end i de traditionelle PEM-celler, som blev udviklet tilbage i 1950"erne.
HT-PEM arbejder ved 160-200 °C og kan anvende flere forskellige brændsler såsom naturgas, biogas eller methanol, som kan udvindes af for eksempel landbrugsaffald.
Med HT-PEM brændselsceller kan man derfor bruge den eksisterende infrastruktur, idet methanol kan købes overalt i verden og kan distribueres på samme måde som benzin og diesel.