Synsproblemer en flad fornemmelse
Kurven for godt og mindre godt gennemførte syn og omsyn byder ikke på de store udsving.
Antallet af tilsynsbesøg er imidlertid halveret i andet kvartal i år til 381 besøg (se skema) og ligger nu væsentligt under første kvartals 690 og gennemsnittet på 525 besøg per kvartal siden 2010. Det forklarer Trafikstyrelsen med blandt andet et øget antal vejsidekontroller, der er stødt til for at tjekke kvaliteten af syn på tunge køretøjer. Andelen af ikke-tilfredsstillende syn har siden tredje kvartal 2011 været 10 procent.
Tilsyn er opdelt i dels administrative dels praktiske tilsyn. Administrative tilsyn er kontrol af indberettede synsdata, statistik, vurdering af eksterne audits og kontrolrapporter, interne ledelsesevalueringer fra synsvirksomheder samt henvendelser fra borgere eller andre myndigheder.
Praktiske tilsyn er uanmeldte besøg i virksomheden for kontrol af, at syn og omsyn gennemføres kvalitetsmæssigt tilfredsstillende.
Derudover er der for synsvirksomheder krav om, at man arbejder efter et kvalitetsstyringssystem, der er godkendt og kontrolleres af en kontrolinstans én gang årligt. Godkendte kontrolinstanser til at udføre godkendelse af kvalitetsstyringssystemer og auditering af virksomheder, der foretager syn af køretøjer, er Det Norske Veritas i Hellerup, TÜV Nord Danmark i Lyngby, Teknologisk Institut i Taastrup og BVQI i Fredericia.
Tilsvarende er der for omsynsvirksomheder krav om, at man er tilsluttet en kontrolordning, hvor det tekniske udstyr kontrolleres, og hvor eventuelt gennemførte omsyn kontrolleres. Kontrollen skal foretages to gange årligt.