Avis og Budget styrker fokus på Norden
Den norske koncern RAC Holding AS overtog i sommeren 2010 rettighederne til at drive biludlejnings-selskaberne Avis og Budget i Danmark og resten af Skandinavien. Efter 15 måneder med omstruktureringer er resultatet forbedret med 98 millioner kroner.
- Vi har benyttet lejligheden til at indlemme det fjerde nordiske land i vores koncern. Islands økonomi er kommet ovenpå igen, og de nye rammebetingelser gør, at vi har valgt et meget gunstigt tidspunkt, hvor indgangsbilletten har været relativt billig. Der er naturligvis en vis risiko forbundet med investeringer i Island, både i forhold til økonomien og mulige vulkanudbrud, men fordelene er også store, når man kommer ind i denne fase, siger Dag Andre Gimle Johansen, koncernchef og ejer af RAC Holding AS.
Foreløbig er det ikke aktuelt at etablere fælles funktioner eller at udnytte synergier på tværs af de to ejere, ud over at RAC-koncernen kan påvirke positivt via sine bestyrelsesposter i ALP. RAC Holding AS vil fremover have to pladser i den islandske bestyrelse, som bliver besat af to af koncernens øverste ledere.
- Avis og Budget i Island har de samme strategier, som vi allerede har i Skandinavien. De har et stærkt fokus på kosteffektivitet og på driften af hver eneste udlejningsstation. Derudover har de konkurrencedygtige priser, samtidig med at de leverer gode kundeoplevelser. Vores nye kolleger er sande fagfolk inden for biludlejning. Vi kan lære af dem, samtidig med at de kan lære af os, siger koncernchefen.
Efter finanskrisen ramte i efteråret 2008, har Avis og Budget i Island genetableret virksomheden med 15 udlejningskontorer, 65 medarbejdere og cirka 1400 biler. Den positive tendens bekræftes af en god start på 2012 med en tocifret vækstrate. 55 procent af selskabet vil fortsat være ejet af ledelsen i Island, som ser frem til at få RAC Holding AS som partner og aktionær, oplyser en pressemeddelelse.
RAC-koncernens 518 udlejningsstationer kan desuden glæde sig over de gode nyheder, at ordrereserven (de udlejningsbiler, der allerede er reserveret) for sommeren 2012 peger på, at turisttrafikken til både Skandinavien og Island bliver bedre end i 2011.