Hybridbiler ruller ind i afgiftsreform
D.A.F. og FDM møder lydhørhed på Christiansborg med indspark til afgiftssystem, der baseres på tekniske specifikationer.
De to organisationers offensiv for plugin hybridbiler sker på et tidspunkt, hvor Skatteministeriet for alvor ventes at kaste sig i lag med en afgiftsreform.
Regeringens arbejde med en klimaplan vil i høj grad omfatte CO2-udledningen i transportsektoren, som hidtil har været fredet, da det var billigere at reducere andre steder. D.A.F. og FDM er ikke ene om at mene, at den opgave ikke kan løses af rene elbiler inden 2020.
- Det tager lang tid at få så meget omlagt til elbil, som vi kunne ønske os. Derfor kunne det være interessant at få introduceret andre teknologier for dog at begrænse både luftforurening og CO2-udledning mest muligt. Vi er interesseret i at få afgifter, der tilgodeser den miljørigtige bil og som samtidig ikke underminerer statens indtægter, siger Lone Loklindt.
Hensyn til miljøegenskaber
- Grundlæggende mener vi i hvert fald i Det radikale Venstre, at afgiftssystemet skal tage hensyn til miljøegenskaber, siger Lone Loklindt og tilføjer, at det skal være provenuneutralt, det vil sige, at staten ikke må miste afgiftsindtægter.
Afgifternes fordeling mellem fossil- og miljømotor volder hovedbrud, når man skal beregne det egentlige brændstofforbrug. Nogle biler har et lille batteri og skifter hurtigt til benzin, mens andre har et større batteri.
Lone Loklindt cykler og bruger kun bilen til lange ture. Derfor tvivler hun på, at en hybridbil er interessant for hende personligt.
V: Bred afgiftsaftale er bedst
- Det er en stor fornøjelse at prøve en hybridbil, sagde trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V), der blev klogere på et par teknologier.
Han er enig i D.A.F. og FDMs budskab om, at tiden er inde til at skifte fra den nuværende værdiafgift til et teknologibaseret afgiftssystem for biler, der belønner evnen til at fortrænge fossile drivmidler.
- Vi skal ikke på forhånd lægge os fast på en bestemt teknologi. Nogle går meget op i elbiler. Budskabet er, at vi må have en bred vifte af teknologiske løsninger og for eksempel har en parameter for udledning af CO2. Vi skal ikke politisk lægge os fast på én bestemt teknologi, siger Kristian Pihl Lorentzen.
Samtidig har han øje for en overgangsordning, så brugtbilsmarkedet ikke smadres.
Kristian Pihl Lorentzen er enig i betingelsen om provenuneutralitet, men det skal også gælde for bilisterne. Han opfordrer til en bred aftale om afgiftsomlægningen for at sikre, at den er langtidsholdbar.
- Vi er meget opmærksomme på, at regeringen sammen med Enhedslisten ikke malker bilisterne endnu mere i forbindelse med en omlægning.
En kvart million for dyr
De to organisationer foreslår en model, hvor bilers tekniske egenskaber er vægtet sådan, at 80 procent af alle bilmodeller ville koste det samme efter en omlægning, så man undgår kaos på brugtbilmarkedet og i finansieringssektoren.
D.A.F. og FDM er imod særordninger for el-, brint-, hybrid- og plugin hybridbiler. Derimod skal der tages udgangspunkt i bilens tekniske specifikationer såsom CO2-udledningen, så afgiftsbelastningen lettes for de mindre forurenende biler.
- Vi kunne godt tænke os en eller anden form for afgiftsfritagelse for hybridbiler. Vi vil gerne gøre opmærksom på, at der er en anden type elbiler end de almindelige elbiler, som er afgiftsfrie også for opladning af strøm. Hvorfor ikke også for en hybridbil? siger Knud Nielsen, formand for D.A.F.
Han er tilhænger af den norske afgiftsmodel. Det ville gøre en luksusbil som Opel Ampera en kvart million kroner billigere. Den koster i dag godt 600.000 kroner og ville koste omkring 360.000 kroner efter norske afgiftsprincipper.
Går glip af alternativer
- Vi viser nogle af alternativerne lige fra den almindelige familiebil til en luksusbil, som man går glip af i Danmark på grund af et ensidigt afgiftssystem, siger FDMs adm. direktør Thomas Møller Thomsen.
- Vi skal have en teknologineutral omlægning af bilafgifterne og ikke alene satse på en fremtid for elbiler. Danskerne skal også kunne køre i plugin hybrider og bruge nogle af de andre teknologier, så vi får mere miljø for pengene og kommer længere på literen.
- Der går mange år, inden elbiler er så udbredte, at vi får flyttet miljøudfordringen. Vi skal have alle de modne teknologier med hybridbiler, plugin hybridbiler, biobrændsel, gas, slutter Thomas Møller Thomsen.