23948sdkhjf

Teknicar-mekanikere på studietur om lys og udstødning

En busfuld glade Teknicar-mekanikere har været på studietur til Philips, Continental og Bosal. Det blev til tre dage med inspiration, høj faglighed og erfaringsudveksling.
- Vi prioriterer disse studieture for Teknicar-værkstederne meget højt, siger konceptchef Kim Birkjær og fortsætter:

- For os er det helt naturligt, at værkstederne får denne mulighed. Selvom kæden kun har eksisteret i et år, har vi i dag så mange gode værksteder, at vi sætter nye standarder for, hvorledes et seriøst koncept bør fungere og arbejde for værkstederne - vi gør det, vi siger.

Studieturene er populære som følge af kombinationen af et højt fagligt niveau, tid til hygge og ikke mindst udveksling af erfaringer på tværs. Den store spørgelyst blandt værkstederne bekræfter da også, at der er både lyst og interesse i at lære mere fagligt.

I Aachen, Tysklands vestligste storby, blev Philips og Continental besøgt, som tilfældigvis også er genboer. Dominik Borghesi, indehaver af Teknicar DJB i Horsens, var på forhånd spændt på at opleve det tekniske niveau hos Philips.

- Jeg blev absolut ikke skuffet - produktionen foregår på et helt utroligt højt teknisk niveau, og kvaliteten er helt i top, udtaler Dominik Borghesi.

Produktionen af de originale Xenon-pærer foregår i Aachen og er 100 procent automatiseret og foregår i næsten sterile omgivelser. Fabrikken arbejder 24 timer, seks dage om ugen, hele året og har 1200 ansatte. Alle Teknicar-mekanikere fik en lærerig gennemgang af udviklingen fra Halogen til Xenon til LED.

Anderledes håndværk

Hos Continental er der tale om et helt anderledes håndværk - og håndværk er der helt bogstaveligt tale om. Forud for produktionen ligger mange års arbejde med forskning i gummikvaliteter til alle de forskellige dele af et dæk - et måske overset faktum angående dæk. Og der udvikles og forskes konstant.

Produktionen og kvaliteten imponerede ved de mange lag, gummiblandinger og arbejdsprocesser, der kræves for at lave et dæk i topkvalitet. Fabrikken arbejder 24-7 hele året, har 1500 ansatte og en dagsproduktion på 30.000 dæk.

Efter et par gode dage i Aachen, en flot og hyggelig by på størrelse med Aarhus, hvor der var god tid til mad og hygge, gik turen videre til sidste destination - Bosal i Lummen i Belgien.

I Lummen arbejdes der udelukkende med udvikling, test og kontrol af udstødninger og katalysatorer i direkte samarbejde med bilfabrikkerne. Hovedparten af produktionen går til bilfabrikkerne.

150 teknikere er beskæftiget her og sikrer således et meget højt teknisk niveau i udviklingen. Området er lukket for omgivelserne, og bilfabrikkerne benytter stedet til udvikling af egne ønsker og krav til nye produkter. Kravene kan være mange, og der er maskiner og måleapparater til måling af alt på udstødninger og katalysatorer - og alt kan selvfølgelig dokumenteres.

Efter fabriksbesøget hos Bosal gik turen atter mod Danmark. Michael Rask, produktansvarlig hos au2parts konstaterer:

- Vi får på disse studieture vist og dokumenteret vores gode leverandørers kvalitet og knowhow således, at værkstederne kan føle sig trygge ved dem og deres produkter og dermed bedre kan rådgive og hjælpe kunderne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078