Til kamp imod unfair airconditionsnyd
Skat har i år kontrolleret 51 virksomheder i autobranchen, hvor syv af dem havde købt kølemidlet R134a direkte fra udlandet og ikke betalt afgift.
En virksomhed, som indfører gassen, skal for det første være registeret i Skat, og for det andet afregne en afgift på 215 kroner per kilogram R134a. Skats indsats har været rettet mod autobranchen for at kontrollere, om virksomhederne skulle være faldet for fristelsen og have "glemt" at afregne afgiften.
- I årets løb har vi lavet stikprøvekontroller i udvalgte virksomheder over hele landet. Kontrollerne har omfattet en gennemgang af virksomhedernes varebeholdninger samt af deres regnskaber, fortæller Lone Jensen, konsulent i Skat, Indsats M-SS Punktafgifter i Køge.
Nogle af kontrollerne er foretaget i samarbejde med Miljøstyrelsens Kemikalieinspektion, som kontrollerer at mekanikerne har den rette uddannelse og autorisation til at betjene værkstedernes genpåfyldningsstationer.
- I løbet af 2012 har Skat kontrolleret 51 virksomheder. Syv virksomheder havde købt kølemidlet R134a direkte fra udlandet og var ikke registreret og havde dermed heller ikke afregnet deres lovpligtige afgift til Skat. I alle afsluttede kontroller har vi opkrævet den manglende afgift, fortsætter Lone Jensen.
Den samlede opkrævning af HFC-afgiften forventes at blive knapt an halv million kroner.
Størstedelen overholder reglerne
Enkelte kontroller er endnu ikke afsluttet og det kan ikke udelukkes, at virksomhederne i disse sager bliver indstillet til bøde, når afgiften opkræves.
En eventuel bødes størrelse er afhængig af størrelsen på det unddragne afgiftsbeløb og om overtrædelsen vurderes som groft uagtsomt eller forsætligt. I værste fald beregnes bøden med én gang af det unddragne afgiftsbeløb.
- Årets indsats i autobranchen viser dog, at langt størstedelen af virksomhederne overholder reglerne. Faktisk var flere virksomheder rigtig glade for at vi kom, for de oplever unfair konkurrence fra de virksomheder, der ikke overholder reglerne, udtaler hun.
Skat vil fortsat have fokus på branchen i 2013.