Vi trænger til klimaforandringer
ONDE TUNGER VIL MENE, at østbander udfører rene airbag-raids hos danske autoforhandlere for at stjæle dele til totalskadede genopbygningsbiler, som eksempelvis polakker og litauere har købt billigt af de danske forsikringsselskaber. Samtidig skal autobranchen herhjemme lide den tort, at vi faktisk trækkes med nogle af Europas værste forhold på reparationssiden på grund af, at samme forsikringsselskaber har en utrolig stærk og dominerende position. Vi har i årevis lagt spaltemillimeter til autobranchens kritik og af og til lettere arrogante svar fra forsikringsbranchen. Nuvel, autobranchen har taget initiativ til at danne et fælles skadesråd med forsikringsbranchen for drøftelse af overordnede problemstillinger. Men på baggrund af denne uges udtalelser fra internationale AIRC om at Danmark har nogle af Europas værste reparationsforhold, må vi sige, at det er tiden at tage skeen i egen hånd. Fra myndighedernes og politisk side bør man med al tydelighed nu kunne se, at autobranchen har brug for en genopretning på skadessiden. Autobranchen selv bør hurtigst muligt indføre alternativer til det forsikringsdrevne og monopoliserede Autotaks. Det kan kun gå for langsomt. Også selv om forsikringsselskaberne er autobranchens største kunder.
SAMTIDIG VISER SAMME AUTOTAKS i en årlig opgørelse, at forsikringsbranchens udgifter til autoskader er faldet. Selv om skadesreparation handler om milliardbeløb, må et fald i udgifter alt andet lige betyde, at forsikringsselskaberne er mere lydhøre overfor kritikken fra autobranchen om urimeligt pris- og rabatpres, betingelser for fordelsværker med videre. Nuvel, forsikring er en kollektiv foreteelse, hvor der tjenes og tabes på gynger og karruseller. Vi maner blot til anstændigt, fair og professionelt samarbejde, idet det ikke bør gå ud over autobranchen, at vanddæksler i hovedstaden skyder op som kloakgejsere, og at kældre står under vand på grund af klimaforandringer.