23948sdkhjf

Auto-G grossist fejrer 110 år

Bent Rasmussen Autodele markerer 50 års jubilæum, mens indehaver John-Ole Rasmussen fylder 60.
- Vi er i god gænge. Vi har overlevet på fornuftig vis gennem fem årtier – og det har vi en idé om kan fortsætte, lyder det optimistisk fra John-Ole Rasmussen, Bent Rasmussen Autodele A/S, som gør klar til et dobbelt jubilæum den 12. september.

Dels kan den sydsjællandske Auto-G-grossist med afdelinger i Næstved, Vordingborg og Haslev fejre 50 års jubilæum, og dels kan "grossereren" selv fejre sin 60 års fødselsdag.

"50 år i autobranchens tjeneste – på både godt og ond. Der har naturligvis igennem årene været branchemæssige op- og nedture, hvilket har stillet krav til alle og krævet løbende tilpasninger. Ikke mindst teknologien har taget kæmpeskrift. Det er derfor med glæde, vi kan se tilbage på en spændende tid, hvor vi – takket været dygtigt personale og loyale kunder – har kunnet fastholde og udbygge vores position som selvstændig og uafhængig autogrossist. Med vores medlemskab af Auto-G Danmark – som er medlem af Group Auto Union International – Europas største kæde af selvstændige autogrossister – føler vi os godt rustet til at gå fremtiden i møde og fortsætte den positive udvikling", fastslår John-Ole Rasmussen i invitationen til den dobbelte mærkedag.

- Som lille forretning har vi stor glæde af det internationale net og samarbejdet i Auto-G, tilføjer John-Ole Rasmussen, som selv kom ind i familiefirmaet i 1980, efter at hans far, Bent Rasmussen, som stiftede selskabet tilbage i 1962, døde som kun 49-årig i 1978.

John-Ole Rasmussen var ellers dengang på vej til USA for at sælge skinker for Plumrose, men måtte ændre planer, og siden er det blevet til 32 år i firmaet. Det har han ikke fortrudt.

- Jeg er glad for at komme her hver dag, forsikrer den kommende fødselar.

Skarp konkurrence

- Beslutningsprocessen kan godt være lidt tung i Auto-G – til gengæld har vi fordelen af at være en frivillig kæde med selvstændige ejerskaber, tilføjer John-Ole Rasmussen, som glæder sig over, at 85-90 procent af delene i dag kommer via fælles-aftaler, og at Auto-G har fået et rigtigt godt web-katalog, hvor en håndfuld af Auto-G grossisterne måtte tage teten for cirka fem år siden. Men i dag er alle med.

Auto-G var i sin tid en samling af autogrossisterne hos DGI og Grosa – selv sad John-Ole Rasmussen med i bestyrelsen for DGI i otte år samt efterfølgende 15 år i bestyrelsen for Auto-G. Det er også blevet til mere end ti år i bestyrelsen for AUTIG.

Han valgte dog at trække sig fra bestyrelsesarbejdet for nogle år siden, da grossist-konkurrencen for alvor kom til Næstved i form af den tidligere Meca, som opkøbte byens anden mangeårige familieejede autogrossist, Lundstrøm. Og i dag trives konkurrencen i skarp udgave, da alle grossister er repræsenteret, inklusiv aktører som Biltema og T. Hansen.

- Vi har dog de seneste år formået at trække en del omsætning tilbage, og indtil videre ligger vi godt i svinget og har konsolideret os.

- Selv om den økonomiske krise jo har bidt sig fast de sidste fire år, ser det ud til at vende lidt for tiden i autobranchen. Så er det ærgerligt, at bankerne er så uvillige til at låne unge mennesker i branchen penge til en opstart. Her har vi så måttet hjælpe lidt til via betalingen af vores dele – ellers sætter man jo en branche helt i stå, påpeger John-Ole Rasmussen.

15 medarbejdere

Bent Rasmussen Autodele tæller ud over afdelingen i Næstved også afdelinger i Vordingborg (1990) og Haslev (1993). Firmaet tæller 15 medarbejdere (12 fuldtids stillinger), heraf de seks i Vordingborg og Haslev. Firmaet har seks biler og kører ture fra kl. 7.30. Auto-G grossisten dækker Sydsjælland, men har også kunder på Stevns, Møn samt Lolland-Falster.

50 års jubilæet og 60 års fødselsdagen markeres med åbent hus onsdag den 12. september kl. 13-16 på firmaadressen Skellet 25 i Næstved.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079