Möger vil redde dansk genvinding af skrotbiler
Folketinget lader politisk fnidder ligge for at løse shreddervirksomheden H.J. Hansens afgiftsproblem.
Miljøstyrelsen leder et udvalg med embedsmænd fra flere ministerier, som er ved at finde forskellige løsninger i samarbejde med de berørte virksomheder samt EU-Kommissionen.
Den fulde indfasning i 2015 vil føre til røde tal og tvinge affaldsbehandling, job og teknologiudvikling til udlandet, forudser adm. direktør Jens Hempel-Hansen, H.J. Hansen A/S.
Afgiften på deponeret farligt affald indføres i to omgange. Den 1. januar i år blev første etape indført med 160 kroner per ton, og afgiften stiger til normalafgiften 475 kr./ton den 1. januar 2015.
Afgift giver røde tal
I år koster afgiften H.J. Hansen omkring et dusin million kroner, som tages fra overskuddet på gennemsnitligt 15 millioner kroner, oplyser Jens Hempel-Hansen. I 2015 stiger den nye afgiftsbelastning til 40 millioner kroner.
- Det kan man selvfølgelig ikke leve af. Man vil miste en virksomhed inden for genvinding og ressourceudnyttelse. Den tidligere regering erkender, at det er noget bras, og jeg tror, at de nuværende regeringspartier har samme opfattelse, siger Jens Hempel-Hansen.
Afgiften vil betyde, at der ikke er råd til investeringer, at tingene eksporteres og ikke deponeres her i landet, og så får staten ikke den forventede afgiftsindtægt. Samtidig mister man arbejdspladser og knowhow inden for en branche, der kan bidrage til regeringens kommende ressourceplan, anfører han.
- Jeg håber, at skatteministeren kommer med en løsning og en tidsplan, slutter Jens Hempel-Hansen.
Glem politisk fnidder
Venstre appellerer til skatteministeren om at løse et problem, der daterer sig fra den forrige regerings forårspakke 2.0, da en Venstremand var skatteminister.
Skatteudvalget drøftede sagen i et møde, hvor Erling Bonnesen (V) vedgik arv og gæld og satte christiansborglogik ud af kraft.
- Jeg går ikke så meget op i christiansborgfnidder. Man slår de to virksomheder ihjel, hvis man intet foretager sig. Så forsvinder pengene alligevel, for så bliver det farlige affald kørt ud af landet. Det handler ikke om rød eller blå blok. Det er ministerens pligt at komme med alternativer, sagde Erling Bonnesen.
Thor Möger Pedersen kvitterede for opbakningen med et håb om, at den også rækker til at finde finansiering til de mistede afgiftsindtægter.
Den velvillige skatteminister vil dog ikke sætte tidsfrist på, for nok skal der tempo på, men løsningen skal også være grundigt gennemarbejdet. I virkeligheden afhænger det af EU-Kommissionens responstid.
160 jobs
De fire partier i rød blok stemte blankt, mens Liberal Alliance stemte nej til denne del af VOK-partiernes skattepakke i 2009.
Lovforslaget blev vedtaget med et løfte om en analyse af konkurrenceforholdene i shredderbranchen, som blandt andre Erling Bonnesen fik sin egen skatteminister, Kristian Jensen (V), med på. Analysen skulle bruges til at beslutte, om man skal fastholde beslutningen om at ophæve afgiftsfritagelsen for farligt affald.
I rapporten "Redegørelse om virkningerne af gradvis ophævelse af afgiftsfritagelse for farligt affald" medgiver skatteministeriet, at der er et problem.
"Det kan ikke afvises, at afgiften på 475 kr./ton kan være truende for virksomhedernes eksistens, men det formodes ikke at være tilfældet," skriver ministeriet.
Hver 1000 ton shredderaffald giver beskæftigelse til en mand. Det normale niveau uden afgift er alt efter konjunkturer cirka 160.000 ton, det vil sige 160 medarbejdere.
Bordet fanger i EU
En løsning kunne være såkaldt midlertidig deponering, indtil den teknologiske udvikling gør det muligt at genvinde det resterende shredderaffald, mener Erling Bonnesen.
Ret beset er der ikke tale om en ny afgift, men om ophævelse af en afgiftsfritagelse. Derfor er den simple løsning ikke mulig, nemlig at afskaffe afgiften eller blot undlade at forhøje afgiften i 2015. Det er irrelevant, hvordan de tilsvarende afgiftsforhold er i andre EU-lande.
- Vores vurdering er, at vi ikke kan justere i afgiften uden at komme i karambolage med EUs statsstøtteregler. Det afholder os ikke fra, at vi gerne vil finde en løsning, der tilgodeser virksomhederne, siger Thor Möger Pedersen.