23948sdkhjf

50 år i samme firma

73-årige Erik Jørgensen var tidligere værkfører hos Autoværkstedet Aaløkkesholm i Odense og har i dag ansvaret for den store dækafdeling.
Erik Jørgensen er still going strong og arbejder fortsat efter 50 år i samme firma, Autoværkstedet Aaløkkesholm i Odense. Han er nu 73 år og kan den 21. december fejre et af de runde, men ret sjældne, jubilæer.

- Jeg er så heldig, at jeg kan fortsætte, så længe jeg ønsker og kan. Det har været et spændende liv med biler og tusindvis af reparationer, siger Erik Jørgensen, der efter næsten 40 år som værkfører i dag har et mere afslappende job som leder af dækafdelingen og er en slags altmuligmand i firmaet med godt 20 ansatte.

Autoværkstedet Aaløkkesholm er et slående bevis på, at det uafhængige autoværksted klarer sig fortræffeligt i konkurrence med de større mærkeværksteder. Det er med i Bosch Car Service kæden, og bliver opgraderet med alt det nyeste i form af kurser med mere.

- Mange af vore kunder er de største selskaber i Odense såsom leasingselskaber og TV2. Vi klager ikke. Der er masser at lave konstant, siger Erik Jørgensen.

Dengang og nu

Tidligere gik alt arbejde på værkstedet gennem ham med en god kontakt til kunderne, men for ti år siden stoppede Erik Jørgensen som værkfører efter gensidig overenskomst med ejeren Bent Hansen.

- Jeg havde ærligt talt svært ved at følge med i computertiden. Det er de yngre bedre til, fortæller Erik Jørgensen over en kop kaffe og wienerbrød i frokoststuen. Da han startede i firmaet i 1962 handlede man hos grossisterne A. Østergaard og Dansk Auto Materiel A/S. De kom mindst én gang dagligt med varer, som Erik Jørgensen havde bestilt. I dag bestiller mekanikerne selv de varer, de skal bruge, via nettet, og leverandøren FTZ kommer op til fire gange dagligt. Lager er der ikke meget af - bortset fra det store dæklager, som Erik Jørgensen er chef for til cirka 400 kundebiler, der får skiftet sommer-vinterdæk et par gange årligt.

Blot to sygedage

De mange store firmakunder stiller helt naturligt krav til Autoværkstedet Aaløkkesholm, når bilerne er til reparation.

- Vi har for tiden 16 lånebiler, og de er næsten alle ude at køre dagligt. Det er jo samtidig et bevis på, at vi har travlt, siger Erik Jørngensen.

Firmaet har også en malerafdeling, der kan lakere busser, på Kildemosevej med tre ansatte, og en blikkenslagerafdeling, ligeledes med tre ansatte og en lærling, på Bogensevej. De to afdelinger arbejder også en del for andre værksteder i Odense, fortæller Erik Jørgensen.

Jubilaren har kun haft to sygedage i sine 50 år. Hans store interesse i alle årene har været gymnastik, familien, børnebørnene og sommerhuset ved Hasmark på Nordfyn. Erik Jørgensen viser os rundt, som var det hans egen forretning. En stolt medarbejder i det 52 år gamle firma, der er udvidet og ombygget flere gange de senere år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094