Renault i den rigtige størrelse
Renault Twingo har netop den størrelse, som der sælges mange af for tiden.
Twingo er en typisk pendlerbil. Da den kom frem for en del år siden i første generation, var målgruppen de unge købere, men det var de ældre, der købte bilen i hjemlandet. Hvorfor der ikke sælges flere Twingo'er fra ellers fremadstormende Renault herhjemme, er svært at svare på. Det er biler som Peugeot 107, Toyota Aygo og VW Up, der har taget teeten.
De to testbiler er 1.2 16V benzin, der koster 92.900 kroner, som er en kampagnepris nedsat med 10.000 kroner, og 1.5dCi diesel, ligeledes med en kampagnepris på 109.900 kroner i Authentique versionen.
Begge modeller yder 75 hk i energiklasse A og er pænt udstyret. Dieseludgavens aircondition koster 5900 kroner ekstra.
10 km/l for lidt
Vi kom ud med nøjagtig samme gennemsnitlige brændstofforbrug i de to biler, 18,9 kilometer per liter. Renault oplyser, at 1,2 benzin kan køre 22,2 kilometer per liter og dieselversionen hele 29,4 kilometer. Vi kørte de to biler meget ens med blandet kørsel og en langtur på godt 220 kilometer, men der er jo langt til de lovede 29,4 kilometer i dieseludgaven fra 18,9 kilometer.
Kneben charme
Når det er nævnt, er resten lutter roser. Twingo er en udmærket pendlerbil, men med kneben plads og "kun" tre døre, men charmerende. Der savnes sædevarme i benzinversionen. Benzinversionen motor trækker fra 55-60 km/t i femte gear, mens man helst skal op på 65-70 km/t i dieseludgaven. Undervognen virker tiltalende. Ikke for blød eller for hård.