Nordiske autolakerere på studietur i Dubai
70 autolakerere og forhandlere fra Danmark, Norge og Sverige hev fem dage ud af kalenderen og tog med GlasuritClub på studietur til Dubai.
Allerede på programmets første dag blev der budt på helt unikke oplevelser. Hele denne dag var sat af til at lære Dubai at kende. To meget dygtige guider tog alle deltagere med på en "rejse" ud i det ekstreme. Det er en by med verdensrekord i verdensrekorder. Første stop var verdens mest luksuriøse hotel og det eneste 7-stjernede i verden nemlig "Burj al Arab" (også kaldet "Sejlet"). Dernæst var det tid til at køre 124 etager op i verdens højeste bygning "Burj Khalifa". Lidt over et minut tog det at blive bragt de 442 meter op i luften, og her ventede en utrolig udsigt over Dubai, havet, den omkringliggende ørken og verdens største indkøbscenter "Dubai Mall". Til sidst kunne man få styret sin hang til guldsmykker på det berømte "Gold Souk"-marked.
Den mere fagligt orienterede del af programmet bød på indlæg fra Roar Solberg, direktør, som gav sit bud på fremtidens bilreparationsmarked og de emner, der spås stor betydning for nordiske kunder. Herudover satte Glasurits tekniske chef, Tomas Jørgensen, fokus på træning og uddannelse som en utrolig vigtig hjørnesten for fremtidig succes i branchen. Michael Wiborg, marketingchef, satte temaet marketing på agendaen og understregede vigtigheden af effektiv kommunikation, og der blev i denne forbindelse udvekslet mange erfaringer værkstederne imellem og specielt i forhold til brug af de sociale medier i sin markedsføring.
Det blev også til et studiebesøg hos Mercedes i Abu Dhabi, Emirates Motor Company (EMC). Med sine totale 93.000 kvadratmeter - heraf 4382 kvadratmeter "showroom" og 20.873 kvadratmeter servicecenter - er det den største Mercedesforhandler i verden. Det er sjældent, at man oplever så mange biler i millionklassen samlet på ét sted. Side om side med salgsafdelingen har EMC indrettet et helt museum med klassiske Mercedesmodeller gennem tiden.
Besøget hos EMC indbefattede også en rundtur i EMCs lakafdeling, som udelukkende har arbejdet med Glasurit siden 2009.
Michael Wiborg, nordisk marketingchef for Glasurit og én af hovedarrangørerne siger om GlasuritClub-succesen: - Moderne kundepleje er en cocktail af sociale og faglige oplevelser, der er skruet effektivt sammen. Kunderne får mulighed for at koble af med gode oplevelser samtidig med, at man får fagligt input og mulighed for at pleje og udvide sit netværk.