Mere pondus fra Rådhuspladsen
Bilbranchen opruster under ny direktør.
- Der kommer ikke til at ske en paladsrevolution med mig som direktør, men jeg vil gerne have, at vi bliver mere synlige og bedre til at fortælle de mange gode historier fra branchen, fastslår Thomas Møller Sørensen og erkender, at 2012 har været svært for Bilbranchen.
- Vi er i gang med at opruste og får mere pondus i 2013, bebuder han.
Branchedirektøren er således i fuld gang med at finde den rette kandidat til en juridisk konsulent i Bilbranchen.
Desuden er den erfarne chefjurist Nils Suhr Andersen på vej tilbage efter sygdom, i første omgang på halv tid, men siden forhåbentlig på fuld tid.
Bilbranchen har endvidere i den senere tid oplevet et større behov på det personalejuridiske område og derfor ansat advokatfuldmægtig og cand. jur. Anders Toft Hansen, 26 år.
- Vi oplever en stigende efterspørgsel på det juridiske område, forklarer Thomas Møller Sørensen.
Den nye juridiske konsulent begynder formentlig 1. februar eller 1. marts, og til den tid vil teamet bag Bilbranchen tæller otte medarbejdere (7,5 stillinger) samt adgang til et callcenter.
Hjem til city
I øvrigt er der udsigt til, at Bilbranchen flytter hjem til Rådhuspladsen og det nyrenoverede Industriens Hus en måned før planlagt, nemlig fra maj næste år, efter tre år i Copenhagen Towers på Hannemanns Allé på Amager. Det betyder også, at årsdagen i Bilbranchen kan holdes i det nye hus midt i København den 28. maj.
150 medlemmer deltog i Bilbranchens fem regionale to timers møder i november med spot på overenskomster og momsregler under overskriften "Redskaber til hverdagen".
- Det var en succes, så vi gentager arrangementerne i det nye år med nye emner, måske ikke med fem møder, men med øst og vestopdeling, bebuder Thomas Møller Sørensen.