Fint Volvo-år
V40 solgte bedre end forventet.
Måneden før blev Volvo V40 i overlegen stil kåret til Årets Businessbil 2013 foran ni andre kompakte firmabiler, og Volvo-modellen, som blev sat til at sælge i 300 eksemplarer sidste del af 2012, er faktisk nået op over 500 solgte biler i 2012.
- Så alt i alt har det været tilfredsstillende, konstaterede direktør Henrik Hangaard, da Volvo Personvogne Danmark onsdag den 12. december holdt sit traditionelle jule-pressemøde for landets motorjournalister.
Han betegnede 1. halvår af 2012 som "grumset" Volvo har således solgt dobbelt så mange biler i andet halvår.
Volvo-direktøren kunne endvidere oplyse, at Volvos andel af salg til private er faldet fra tidligere 50 procent til nu blot 25 procent.
Volvos nyheder i 2013 bliver blandt andet hele syv faceliftede modeller fra uge 20, løbende CO2 forbedringer i tre tempi, Volvo-motorer med fire cylindre samt en ny otte trins gearkasse.
Således har svensk-kinesiske Volvo en helt ny serie fire-cylindrede motorer i støbeskeen. De skal følge en række nye fælles platforme, der skal bruges i kommende bilgenerationer.