23948sdkhjf

Mekonomen trækker værksteder fra Autobutler.dk

Udbuds-sitet modargumenterer for, hvorfor de frie værksteder skal fastholde deres ret til medlemskab frem for at følge grossist-moderens anbefaling om udmeldelse.
Autogrossisten Mekonomen har i et brev opfordret samtlige cirka 430 kædeværksteder i Mekonomen Autoteknik og MekoPartner til at trække sig fra udbudssitet for værkstedsarbejde, Autobutler.dk. Det sker efter en drøftelse på Mekonomens landsmøde af den omdiskuterede nye net-virksomhed. Brevet skulle, ifølge adm. direktør i Mekonomen Danmark, Lars From, have resulteret i, at cirka 20 værksteder har givet grossisten fuldmagt til at opsige tilknytningen til autobutler.dk.

- Autobutler skaber ikke værdi for branchen, men lukrerer derimod på vores kendte brands og logoer via vores dyrekøbte markedsføring i trykte og elektroniske medier. Det er dermed nærmest gratis for autobutler at høste laurbærrene af både vores og andre seriøse værkstedskæder arbejde, siger Lars From, adm. direktør i Mekonomen Danmark.

Mekonomen har derfor krævet, at kædernes generelle logoer blev fjernet fra Autobutler.dk, så kun medlemsværkstedernes egne logoer fremtræder.

Lars From tilføjer, at han vil anbefale, at hver enkel værkstedsindehaver kraftigt overvejer, hvad han får ud af at samarbejde med Autobutler.dk.

- Nogle værksteder tyer desværre i krisetider til at hoppe med på at presse prisen i bund via nye nettiltag såsom Autobutler.dk. Det er med til at ødelægge forbrugertilliden til branchens gode brands, da vi helst arbejder langsigtet mod loyale værkstedskunder, og derfor har vi nu taget massiv stilling til især Autobutler.dk efter meget "hype" omkring virksomheden, siger Lars From.

Tager med sindsro

Hos autobutler.dk står man uforstående over Mekonomens tiltag og mener, at en meget stor andel af de tilstedeværende værksteder på landsmødet må have overhørt denne beslutning.

- Ifølge Lars From skal 20 værksteder ønske at udmelde sig, men ved gennemgang af vores kundeliste kan vi konstatere, at 11 af disse medlemmer aldrig har været kunder hos autobutler.dk. Yderligere har hovedparten af disse værksteder aldrig afgivet bud på autobutler.dk, trods deres tilmelding og betaling af abonnement, ligesom et værksted har fortrudt udmelding og igen har tilmeldt sig autobutler.dk. Konklusionen er, at i alt otte medlemmer har udmeldt sig, hvilket efterlader 27 MekoPartner og 30 Mekonomen Autoteknik værksteder tilknyttet autobutler.dk pr. dags dato, siger direktør og medstifter af autobutler, Christian Legene.

Han tilføje, at man hos autobutler.dk tager det med sindsro, at otte værksteder har valgt at følge Mekonomens råd, omend man hos netsitet ikke forstår det.

- Vi er da ærgerlige over at miste seriøse værksteder, som har stort potentiale på autobutler.dk. Vi tilmelder for tiden gennemsnitligt 2-3 nye værksteder dagligt til portalen, så ambitionen om at nærme os 1000 værksteder inden årsskiftet får Mekonomen svært ved at sætte en stopper for siger Christian Legene.

Omvendt brandførelse

Det vækker i den grad også undren hos autobutler.dk, at Lars From taler om at høste laurbærrene på andres arbejde, markedsføring og brand. Christian Legene mener, at det vel netop er hensigten med et godt brand at høste frugterne i forhold til sine konkurrenter, også online.

- At autobutler.dk nyder godt af Mekonomens reklamebudget og branding kan vi kun grine af. Autobutler er "en markedsplads for værkstedsbesøg", og en af de vigtigste parametre for valg af værksted er troværdighed, og dermed værkstedets brand. Det vil sige, at det er Mekonomens værksteder, som nyder godt af Mekonomen brandet og ikke autobutler.dk

- Argumentet kunne sammenlignes med, at Bilbasen.dk nyder godt af Fiats store markedsføring, fordi flere søger Fiat på Bilbasen. Men det er jo Fiat selv, der nyder godt at det, og ikke Bilbasen, argumenterer Christian Legene.

Højere trust-rating

Net-direktøren mener, at det netop af samme grund er aktive værksteder på autobutler.dk, som er med i en af Mekonomens kæder, der er blandt de mest vindende værksteder. Blandt andet som følge af et genkendeligt brand og reservedele med tre års garanti og konkurrencedygtige priser.

- Vi har hos autobutler.dk et gennemsnit på 9,5 ud af 10 på trustpilot.com. Brugerens ratings er en rigtig god målestok for et produkts troværdighed. Til sammenligning er Mekonomens rating 5 ud af 10 mulige. Hos autobutler.dk mener vi derfor, det er relevant at spørge, hvem det egentlig er der nyder godt af hvis markedsføring?, spørger Christian Legene.

Attraktivt kædetilbud

Han tilføjer, at autobutlers to vundne e-handelspriser netop tilkendegiver, at sitet er lykkedes med at revolutionere en svær og uigennemskuelig branche, samt ikke mindst gøre op med fordomme om automekaniker-branchen, så mistillid og uigennemskuelighed er blevet vendt til tryghed, belejlighed og overblik for brugeren.

- Der skal ikke meget hovedregning til at gennemskue, at den primære begrundelse for overhovedet at drive værkstedskæder i Danmark er målet om at sælge så mange reservedele som muligt til den højst mulige pris. Det har Mekonomen været rigtig dygtige til. Vi har som udgangspunkt intet negativt at berette om Mekonomen - hverken som grossist eller kæde. Tværtimod har vi ved gentagende lejligheder tilbudt et kædesamarbejde, som skulle gøre det mere attraktivt for Mekonomen Autoteknik og MekoPartner værksteder at tilmelde sig autobutler.dk under ét. Vi er virkelig gode til at skaffe nye kunder via internettet. Mekonomen er virkelig gode til at levere reservedele af høj kvalitet. Lad os dog få enderne til at mødes og hjælpe hinanden, frem for at modarbejde hinanden, opfordrer Christian Legene.

Presser autobutler prisen?

Autobranchen kritiserer, at eneste parameter for bilejerne på autobutler.dk er pris. Sitet melder, at 35 procent vælger tilbud ud fra pris, mens 65 procent angiver bedste vurderinger, specificering af tilbud, dialog med værkstedet, garanti på arbejde og reservedele, afstand med mere.

- Hos autobutler.dk er det værkstederne selv, som definerer deres timepris. Alle tilknyttes med en profil og her angives timeprisen, ligesom den præsenteres i de afgivne tilbud. Der er kun én, som sætter timeprisen og regner tilbuddet, og det er værkstedet selv, siger Christian Legene og understreger, at flere end 85 procent af de tilknyttede værksteder vælger at forlænge deres abonnementer efter udløb.

- Så at autobutler.dk skaber værdi for sine medlemmer er indiskutabelt, siger Christian Legene.

Holdningen er klar: Autobutler.dk ønsker at samarbejde med branchens seriøse værksteder, og blandt dem Mekonomens to værkstedskæder, hvori der findes mange professionelle værksteder.

- Ligesom fra Mekonomens hovedkontor vil vi derfor også opfordre hvert kædeværksted under Mekonomen Autoteknik og MekoPartner til nøje at gøre op med sig selv, om det er deres leverandør af reservedele, som skal træffe valg og sætte begrænsninger for, hvordan den enkelte mekaniker driver sin forretning og skaffer nye kunder, eller om man ønsker at være herre på eget værksted, siger Christian Legene.

Medlemmer: Hold fast

Til rækken af modargumenter fra autobutler.dk siger Lars From, at han ikke har lyst til at føre dialog gennem pressen, så Christian Legenes udtalelser må stå for hans egen regning. Dog kan Lars From meddele, at MekoPartner-værkstederne på et møde 8. september endnu engang har opfordret Mekonomen-ledelsen til at fastholde sin holdning til Autobutler.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062