Fokus på værkstedets bløde værdier
CAD Vendsyssel-afdeling er foregangs-forening for nyt tiltag i bilbranchen.
Men ved samme personale også nok om, hvordan de skal betjene kunderne på bedste vis?
Nok ikke altid, mener Finn Jørgensen fra Horne Auto og formand for de mange autoværksteder i Vendsyssel tilsluttet Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark ifølge Nordjyske Stiftstidende.
Det fik ham derfor til at tage initiativ til et kursus med fokus på kundebetjening:
- Det er ikke nok at have godt styr på alt det tekniske med bilerne. Det er også vigtigt, hvordan vi modtager kunderne og får en god dialog med dem.
Og samtidig skal vi forstå at informere og følge op på tingene, fortæller Finn Jørgensen og giver et eksempel på god information til kunden:
- Hvis vi får en bil ind på værkstedet og bemærker, at den trænger til nye viskerblade, skal man ikke blot skifte dem, hvis kunden ikke har bedt om det. Man bør i stedet kontakte kunden og fortælle, hvordan bilernes viskerblade har det og spørge, om der ikke skal nye viskerblade på bilen, forklarer Finn Jørgensen.
Kurset med fokus på " de bløde værdier" på autoværksteder blev afviklet af CAD Vendsyssel-afdelingen med omkring 70 medlemsvirksomheder, hvoraf omkring en halv snes for nylig havde deltagere med på det første af slagsen.
- Vi har planer om at tilbyde yderligere kurser i det ny år ligesom vi har en forventning om, at denne kursustype vil brede sig til hele landet, måske i første omgang CAD-afdelingerne i Aalborg og Vesthimmmerland. Vi synes selv, det første kursus var godt og udbytterigt, hvilket også deltagerne gav udtryk for, siger Finn Jørgensen til Nordjyske Stiftstidende.
For selve kurset stod den nordjyske kursus-og rådgivningsvirksomhed Integro.