Danskerne kører sammen på påskeferie
Påskeferien sætter samkørselsrekord på gomore.dk.
Efter i nogle år at have været et niche-fænomen er samkørsel rykket ind i danskernes bevidsthed som en almindelig del af den kollektive transport, og det gælder ikke bare i påsken. For mange af gomores brugere er det naturligt at tjekke mulighederne for samkørsel, før de søger anden transport.
Når bilerne alligevel kører, er det for dumt ikke at deles om dem er det almindelige synspunkt blandt gomores brugere. Også bilisterne har taget konceptet til sig. Både den økonomiske gevinst og selskabet i bilen får bilisterne til at vælge samkørsel.
En af gomores grundlæggere Søren Riis siger:
- Den offentlige transport er for dyr i Danmark, og vi har alt for mange biler på vejene. Det vil vi ændre på. På gomore finder private forbrugere sammen og løser opgaven for den offentlige transport. Til den halve pris og uden offentlige tilskud.
Søren Riis fortæller samtidig at en række nye tiltag skal bidrage til at gøre konceptet endnu mere populært. For eksempel har gomore netop indført et online booking system, sådan at man kan booke pladser i bilerne ligesom man booker pladser i busser og tog. Samtidig kan brugere give hinanden karakterer efter at have kørt sammen. Det højner trygheden for brugerne og vil tiltrække mange nye brugere som måske hidtil har været lidt skeptiske, håber han.