23948sdkhjf

Vi finder os i for mange dårlige reservedele

Jørn Jørgensen er ikke kværulant, men han har meninger om mangt og meget.
Det var personlige oplevelser med indkøb af reservedele til styretøj, som var den egentlige årsag til, at Jørn Jørgensen, indehaver af JAU2 - Jørns Auto & Pava Center i Maribo, oprettede hjemmesiderne www.shittyspareparts.com og www.lortereservedele.dk.

Det var ikke bare ét sæt styrekugler med tilhørende gummidele, der blev ødelagt på ganske få måneder. Det drejer sig om flere, siger han.

- Jeg fik af min reservedelsleverandør at vide, at det nok var os, der monterede forkert for "ingen andre har de problemer" sagde de, fortæller Jørn Jørgensen.

Han totalafviser, at han og hans ansatte ikke skulle kunne udskifte styrekugler.

- Jeg har haft eget værksted siden 1978 og havde jo ikke overlevet i autobranchen, hvis jeg ikke kunne skifte styrekugler.

Han talte om besværlighederne med andre værksteder, og de kunne komme med tilsvarende fortællinger.

- Nu er det jo let nok at brokke sig, men hvis vi nu kunne og ville dokumentere fejlene og lægge vores dokumentation offentligt frem i stedet for blot at fortælle det som røverhistorier til hinanden, så kunne det jo være, at vi kunne flytte både reservedelsforhandlerne og fabrikanterne til at komme med bedre kvalitet, siger Jørn Jørgensen.

Hjemmesiden blev født

Nu har Jørn Jørgensen rodet med computere siden fremkomsten af Commodore i 80’erne, så www.shittyspareparts.com og www.lortereservedele.dk blev født og sat i gang, og hans egne oplevelser med fotodokumentation og beskrivelser blev lagt på nettet, og det var og er fortsat håbet, at andre i samme situation skulle følge efter.

- Hjemmesiden må ikke blive et sted, hvor leverandører skal hænges ud uden en fornuftig dokumentation. Men vores samlede erfaringer skulle gerne sætte en proces i gang, for hvad hjælper det at have en professionel indstilling til arbejdets udførelse for at opnå en for slutbrugeren ordentlig kvalitet, når der ikke inden for visse varegrupper findes autoreservedele i en kvalitet, der matcher denne indstilling?

Der ligger en hel del beskrivelser af dårlige oplevelser på hjemmesiden, det meste kommer fra Jørn Jørgensen selv.

- Det tager jo tid, men hvis vi ikke gør noget, sker der heller ikke noget. Det er en proces, som det vil tage år, før vi ser resultaterne af en stor indsats, og den indsats er der for mange værksteder, som ikke orker. De kan godt se en idé i det, men de bider det i sig.

- Det betyder jo bare, at vi finder os i for meget og skriver opgaverne, som følger på "om igen-kontoen".

Gør det selv

Den, der kommer med forslagene, kommer selv til at løse opgaverne.

Jørn Jørgensen startede JAU2 i laden i barndomshjemmet i 1978 som et autoreparationsværksted med ejere af personbiler og lettere varebiler som målgruppe, men allerede året efter flyttede firmaet til den nuværende adresse på Victor Kolbyes Vej 9 i det østlige Maribo, og i 1981 blev man oveni Pava-forhandler. Denne aktivitet har fra at blot være en bibeskæftigelse udviklet sig til at beskæftige to medarbejdere året igennem og står nu for over halvdelen af firmaets omsætning.

Også her ytrer Jørn Jørgensen sig, men der tages anderledes positivt imod forslag i Pava. Da Jørn Jørgensen fremkom med meninger om forbedrede sprøjteskemaer, blev han selv bedt om at lave dem – hvad han så har gjort siden. Det har så også gjort ham til en efterspurgt teknisk rådgiver i Pava.

Ambitionen er at blive ved til, han kan fejre 50 års jubilæum, det er der 15 år til, og til den tid vil han være 75 år, men det virker troværdigt, når man som Motor-magasinets udsendte har været sammen med den meget levende mand i et par timer.

Han skal nok finde på opgaver både autoteknisk og finde emner at debattere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094