Firma-firehjulstrækkere til afrikanske veje
Danske Kjær Group vokser og udvider i det vestafrikanske land Sierra Leone. Her hærgede indtil 2002 en blodig borgerkrig. Men 10 år efter er der nu gang i bilsalget, ikke mindst til landets mineselskaber.
De fleste, som kender til Sierra Leone, vil nok tænke på bloddiamanter (og filmen Blood Diamonds med Leonardo DiCaprio i hovedrollen). Måske vil de også komme i tanke om den krigsforbryderdømte tidligere præsident Charles Taylor, der fik sin dom i Haag i foråret 2012.
Taylor var med til at starte en blodig borgerkrig, der rasede i landet ind til 2002. Siden har Sierra Leone slikket sårene, og den økonomiske udvikling er gået meget langsomt.
Kunder ved minerne
Men nu, 10 år efter, er der ved at komme gang i landets økonomi. Ikke mindst fordi, store internationale mineselskaber sidste år begyndte at udvinde jernmalm fra undergrunden. Etablering af miner kræver meget materiel, og meget udenlandsk mandskab skal fragtes frem og tilbage.
Det har åbnet muligheder for firmaer som Motorcare, der er ejet af den danske Kjær Group med hovedsæde i Svendborg. Motorcare rykkede ind i Sierra Leone for 10 år siden, og i dag er mineselskaberne gode kunder.
Siden Motorcares nuværende direktør, Martin Madsen, kom til Sierra Leone i sommeren 2010, er medarbejderstaben udvidet fra 40 til 60 personer. Flere af de ansatte er hentet ind fra gaden. Nogle kan hverken læse eller skrive, når de bliver ansat og må derfor undervises på 1.klasses niveau i Motorcares kantine samtidig med, at de lærer mekanikerfaget.
- Landet udvikler sig i takt med, at kontinentet udvikler sig. Og måden, vi laver forretning på, bliver mere og mere velorganiseret. Vi bliver mødt af højere og højere krav fra vores kunder, og vi stiller større og større krav til vores leverandører. Hvis vi for eksempel manglede en hammer førhen, ville vi gå på gaden og købe den hos den første gadehandler, vi mødte. I dag vil vi sikre os, at varen sælges med moms, og vi er selv momsregistrerede, fortæller Martin Madsen.
Eneforhandler af Land Rover og Ford
På den lille uasfalterede stikvej til Wilkinson Road, hvor Motorcares hovedafdeling ligger, er der lager, pladevæksted, manuelt sprøjtelakeringsanlæg og autoriserede værksteder for Land Rover og Ford - de to mærker, som Motorcare er eneforhandler af i Sierra Leone.
I øjeblikket er håndværkere i gang med at udvide værkstedarealerne til det dobbelte, så der bliver særskilte, autoriserede værksteder for hver af de to mærker. Blandt andet skal der bestilles nye lifte hjem fra udlandet.
- Det viser lidt om, hvordan udviklingen er her i landet. Der er mennesker, som har købekraft og som vil have det nyeste og bedste. Der er prestige i at bruge et værksted, hvor bilerne bliver løftet op, siger Martin Madsen, inden han med lav stemme og et lille smil tilføjer:
- Jeg havde faktisk foretrukket at fortsætte med at bruge grave i stedet for. De er mere driftsikre. Så længe, vi bruger gravene, risikerer vi ikke, at noget går i stykker, så vi skal vente på reservedele, der skal bestilles i udlandet.
Ford Ranger populær
Både Land Rover og Ford er der et voksende marked for, og især Ford Ranger med lad er populær blandt landets større virksomheder. I det hele taget er der lidt bedre salg i Ford end de dyrere Land Rovere, fortæller Martin Madsen.
Uanset hvilke mærker og modeller, der ruller ud gennem porten hos Motorcare, følger der i reglen service- og reparationsopgaver i kølvandet. Med mange jordveje, voldsomme regnskyl og stort set ingen vedligeholdelse af vejnettet, er det standard med service for hver 5000 km mod 20.000 km i Danmark.
Martin Madsen forudser ligesom andre erhvervsfolk, at den økonomiske vækst vil fortsætte i Sierra Leone. Landet er blandt verdens allerfattigste, så behovet for investeringer er enormt. Og der er noget at hente for de rigtige investorer. Undergrunden er rig på både jern, diamanter, guld, bauxit og muligvis også olie.
Overvejer udvidelse
De første år efter krigen var investorerne nervøse for at satse for stort på Sierra Leone, fordi man ikke vidste, om freden efter den blodige borgerkrig kunne holde. Men i november 2012 blev der for tredje gang efter krigen afholdt et fredeligt valg, og det får Motorcare til at overveje, om der nu skal bygges ud for alvor.
- Vi er nået et punkt, hvor vi skal overveje, om vi for alvor vil slå os ned og udbygge forretningen her i Sierra Leone. Vi ejer ikke grunden og bygningerne her, modsat i de andre afrikanske lande, hvor vi arbejder. Vi har gerne villet have muligheden for at kunne trække os ud, hvis der blev uro. Men nu, hvor det ser ud til, at alt er fredeligt, skal vi finde ud af, om vi skal blive og satse på at blive et stort firma her i landet, siger Martin Madsen.
Tøjsælger satte kurs mod Afrika
35-årige Martin Madsen, der i dag er direktør for Motorcare i Sierra Leone, har en baggrund som tøjsælger i Svendborg, hvor Kjær Group har sit hovedsæde.
- Jeg havde længe gået med et ønske om at komme ud til Afrika og møde kunderne personligt. Som sælger var jeg vant til at sidde på kontoret og ringe rundt. Derfor søgte jeg Kjær Group, da en ven gjorde mig opmærksom på, at et job var blevet ledigt, fortæller han.
Martin Madsen kan i dag se tilbage på i alt fem år i Afrika. Først et år i Liberia, der er naboland til Sierra Leone, og derefter halvandet år i Etiopien på den anden side af kontinentet, i Østafrika. Han kom til Freetown, Sierra Leones hovedstad, for to et halvt år siden.
Nyt kontinent, ny branche
Gennem sin tid i Afrika har Martin Madsen lært, at tålmodighed for alvor er en dyd, hvis man vil gøre forretning på kontinentet.
- I den afrikanske kultur sætter man ikke tiden højt. Om vi bliver færdige i dag eller i morgen er ikke så vigtigt, siger Martin Madsen, der i løbet af fem år både har måttet vænne sig til nye omgivelser og en ny branche.
- Da jeg var kludesælger i Danmark, handlede det om luksusvarer til luksusbehov. Det handlede om bløde værdier, om hvorvidt farven var rigtig, og om skjorten sad fint. Nu er det biler og en helt anden måde at sælge på, da medarbejderne skal kunne stole på produktet, når de kører ud i bushen. Bilen skal være klar, og udstyret skal være i orden og vigtigst af alt: Vi er til stede i landet og kan komme helt ud til kunden i bushen, fortæller Martin Madsen, der hurtigt er steget i hierarkiet inden for Motorcares rækker.
- I Liberia var jeg sælger og var bare mig selv, i Etiopien var jeg leder for fem mand, og da jeg kom her, var vi 40 ansatte, forklarer han og tilføjer, at han på trods af ansvaret som chef oplever en frihed, som han sætter stor pris på.
- Derhjemme ligner dagene hinanden. Man står op, går på arbejde, kommer hjem, handler ind, laver aftensmad. Herude kører tingene anderledes, siger Martin Madsen, der ligesom mange andre udstationerede europæere nok arbejder meget i hans tilfælde 60 timer om ugen - men også nyder godt af at have personale derhjemme til at hjælpe med alt det huslige.