Små livsstilsbiler på Biler i Bella
Salget af små biler boomer i en klasse, hvor både livsstil og økonomi spiller ind.
Men det ser man kun positivt på i Bella Center.
- På Biler i Bella har vore gæster en unik mulighed for at sammenligne alle deres foretrukne biler på kryds og tværs uden at skulle ud i kulden og køre fra forhandler til forhandler. Og det er noget af en fordel midt i det forlængede vintervejr. Nu kan man nyde en dag inden døre i ro og mag og finde sine favoritter. Og vil man teste en bil, kan det for flere bilmodeller lade sig gøre med fem minutters varsel, siger produktchef Søren Lindquist, Bella Center.
På udstillingen kan man blandt andet sammenligne mange af de mest sælgende småbiler på markedet, og det er i Søren Lindquists optik yderst relevant:
- I de to første måneder af 2013 var to ud af tre solgte personbiler en bil i den lille klasse, hvor økonomien spiller en rolle, siger Søren Lindquist. Han fremhæver dog, at individualitet og livsstil også spiller en voksende rolle i dette segment.
- Fiat 500 har etableret sig solidt og tilbyder ikke bare transport fra A til B men signalerer et personligt valg, hvor luksus og bæredygtighed går smukt hånd i hånd, betoner Søren Lindquist.
I samme klasse har Bella Center danmarkspremiere på den nye Opel Adam, der tegner til at forny Opels image, ikke kun i Danmark, men i hele Europa.
- Opel Adam er en bil, der appellerer til bilister med et ungt sind, både mænd og kvinder, og den kan personliggøres på utallige måder, fortæller Søren Lindquist.
Biler i Bella lukker søndag aften den 24. marts.