Svejsning var skyld i brand på autoværksted
Klokken 10.07 lød brandmeldingen til Sorø Brandvæsen, der var over to timer på stedet for at få styr på branden.
Der var gået ild i en mindre lastbil under en svejsning. De ansatte prøvede i første omgang selv at slukke ilden, og den var da også dæmpet noget, da brandvæsnet ankom, skriver Sjællandske Slagelse.
Alligevel gik ilden gennem tagkonstruktionen, og et køretøj udbrændte. En bil ved siden af har fået en del skader.
Under slukningsarbejdet måtte brandfolkene være ekstra opmærksomme på, at der var flere biler og tryk-flasker i det brændende værksted. Det lykkedes heldigvis brandfolkene at begrænse ilden til en mindre del af tagkonstruktionen.
En enkelt ansat blev sendt til skadestue, fordi der var mistanke om røgforgiftning, men han er allerede hjemme igen og har det godt, oplyser Sorø Brandvæsen.