Ønsker skrotlovsændring i vækstplan
De konservative oplyser, at reparationsgrænsen er en fejl og vil have den ændret i en kommende vækstplan.
Udtalelsen kommer efter, at de konservative erkender, at det var en fejl at nedsætte reparationsgrænsen fra 75 til 65 procent for godt to år siden, da de borgerlige sad på regeringsmagten, skriver Håndværksrådet i deres seneste nyhedsbrev.
Har kostet mange arbejdspladser
Brian Mikkelsen udtaler til DR Nyheder, at han har oplevet, at en række virksomheder i autobranchen har mistet mange arbejdspladser grundet reparationsgrænsen, og at det er på tiden at få ændret loven og som minimum at få grænsen hævet til 75 procent igen, som den var før januar 2011.
Venstre klar til tage sagen op
Venstre er også positive omkring en ændring, oplyser Håndværksrådet. Den tidligere miljø- og transportminister Hans Christian Schmidt, siger til DR Nyheder.
"Her er en ordning, der skal have et serviceeftersyn. Kan man sætte en grænse ned, kan man også føre den tilbage igen."
Reparationsgrænsen har ifølge en række analyser og interviews blandt andet fortaget af Håndværksrådet kostet en række arbejdspladser i autobranchen.
I en aktuel rundspørge fra februar foretaget af Håndværksrådet blandt 243 virksomheder i autobranchen svarer 84 procent, at deres omsætning er faldet på grund af skrot-loven.
32 procent har måttet fyre mindst én medarbejder, og næsten halvdelen af værkstederne har ansat færre lærlinge.
Det er en enig autobranche med støtte fra Dansk Metal og Malerforbundet, der bakker op bag at få grænsen ændret.