Glasklar fokus på sikkerhed
Interview med direktøren for Pilkington AGR Danmark, Kenneth Waagenes, som på tirsdag fylder 50 år.
Kenneth Waagenes var markedschef hos Pikington frem til september 2013, hvor han blev udnævnt til adm. direktør.
- Bundlinjen er, at jeg er meget glad for jobbet. Vi har et rigtigt godt produkt, Pilkington er tilbage i Danmark, og vi har et stort bagland, der bakker op, mener direktøren, som den 17. december kan fejre sin 50 års fødselsdag.
I dag har Pilkington fortsat sit hovedkontor og hovedlager på Ejby Industrivej i Glostrup. Hertil kommer lager i Nykøbing F, Aalborg, Holstebro, Århus, Esbjerg og Kolding samt et satellitlager i Odense, hvor au2parts varetager lager og distribution til egne og Pilkingstons kunder.
Kenneth Waagenes betegner i dag lager- og distributionsomlægningen i Jylland som en succes.
- Vi har en god dialog med au2parts, siger direktøren, men understreger, at Pilkington fortsat vil have sine egne lagre, selv om autogrossisten håndterer autoglas til stort set alle vestdanske kunder, som udgør omkring 60 procent af salget.
- Den væsentligste forandring er, at vi er gået fra at være en lidt passiv grossist til at være en mere aktiv spiller, som besøger vores kunder. Det går ikke længere at køre med glas alene - det handler om at udnytte logistikken. Med den nye lager- og distributionsstruktur et det et stort plus, at vi er til stede lokalt, og at vi for eksempel i højtider som julen har fuld bemanding. Tidligere har Pilkington nok forsømt at give kunderne god nok besked om ændringer i organisationen, men i dag kører vi jo hyppigere ud med glas end før, siger Kenneth Waagenes.
- Pilkington følger bilerne, og vi åbner lagre, hvor markedet og kunderne efterspørger det, tilføjer han.
På alle lagrene får Pilkington dagligt leveret glas, primært fra det europæiske logostikcenter i Tyskland, men også fra Pilkingtons backup-lager i Sverige.
Sikkerhed
Pilkingtons hovedkvarter i Glostrup rummer i dag otte mand, heraf de tre på det store autoglas-lager, hvor Kenneth Waagenes iført gul sikkerhedsvest viser rundt.
- Sikkerhed og bæredygtighed har utrolig høj prioritet i selskabet, fastslår Kenneth Waagenes og oplyser, at 99,8 procent af alle autoglasruder på hovedlageret har Pilkington-navnet på - resten skaffer selskabet via andre producenter.
En væsentlig niche-afdeling i Glostrup er de store og komplekse ruder til især den danske transport- og busbranche, hvortil kommer en mængde tilbehør og værktøj.
Ved siden af de otte ansatte i Glostrup tæller staben fem mand på de to salgsafdelinger i Århus og Kolding.
I det hele taget bliver også de mindre autoruder stadig mere teknologiske, og inden for auto går udviklingen imod eksempelvis lettere ruder, akustiske autoruder (mod vejstøj), komplekse former, add-on-features (sensorer etc) samt arkitektur (glastage på biler).
OE-fordel
- Vi er dog først og fremmest stolte over, at vi kun leverer OE-godkendt autoglas hos Pilkington, det er en kæmpe fordel. Her forsøger vi hele tiden at vise forskellen på originale og uoriginale autoruder ude i markedet. Det er et spørgsmål, om at komme ud og fortælle det budskab tit nok. Vi generer ikke vores konkurrenter, men kvalitet koster nu engang penge, og det ved kunderne godt, siger Kenneth Waagenes.
Med den tekniske baggrund stiller Pilkington eksempelvis en sensor-plakat til rådighed, ligesom man kan abonnere på monteringsvejledninger via Thatcham for de kunder, som ønsker det.
Baggrunden i OE-leverancer til bilfabrikkerne og fokus på sikkerhed spiller også en rolle i en kommende Pilkington-kampagne i det nye år, hvor budskabet er ikke at gå på kompromis med sikkerheden, men at forbrugeren bør vælge det originale.
- Men på en pæn og sober måde, uden dramatik, lover Kenneth Waagenes og viser et par annonce-forslag med to børn i en bil.
- Men når det kommer til udskiftning af ruder, kan det godt undre mig, at kunder til typisk lidt dyrere biler ikke stiller større krav til både glaskvalitet og montering, tilføjer han.
I dag koncentrerer Pilkington sig udelukkende om autoglas, idet aktiviteterne inden for bygningsglas blev afviklet i sommer, og fabrikken for termoruder i Skive, som beskæftigede 70 medarbejdere, lukkede. Næsten alle de tidligere Pilkington-kolleger er dog kommet i arbejde igen, oplyser Kenneth Waagenes.
Pilkington
Blev grundlagt i England i 1826 og er i dag en del af japanske NSG Group (Nippon Sheet Glass). Pilington opfandt og udviklede i 50erne floatglas-processen, som revolutionerede fremstillingen af planglas og forbedrede kvaliteten betydeligt. Efter fusionen med NSG i 2006 blev selskabet en af verdens største producenter af glas til bygge- og bilindustrien med 49 floatglasværker. Virksomheden er repræsenteret i over 130 lande og har produktion i 29 af dem. Gruppen omsætter for 4,7 milliarder euro og har cirka 29.500 ansatte.
Pilkington AGR (auto glass replacement) har salgsafdelinger i Glostrup, Kolding og Århus samt lager af autoglas otte steder i landet.
Pilkington ønsker ikke at sætte tal på omsætningen i Danmark, hvor konkurrencen inden for autoglas er skærpet betydeligt de sidste par år - blandt andet med etableringen af Nordglass, der har allieret sig med FTZ. Men Waagenes anslår, at Pilkington som den største aktør formentlig sidder på en tredjedel af markedet.
50 års dagen fejres med fødselsdags reception tirsdag den 17. december kl. 14-19 på Ejby Industrivej 124, Glostrup.