Bageren som blev ophugger
Gerner Christiansen, en af grundlæggerne af DAG, kunne ikke klare luften i bageriet - og blev ophugger i stedet.
Hans far havde en brødfabrik, så Gerner Christiansen blev først bager, men blev syg af melstøvet. Så fortsatte han en tid som udbringer af brød.
I maj 1955 købte Gerner Christiansen en hyrevognsbevilling og begyndte at køre taxa i Roskilde Taxa om natten. På et tidspunkt havde han tre biler, nu kører han ikke selv taxa længere, men er fortsat vognmand med en enkelt bil og to chauffører.
Han begyndte langsomt at handle med brugte biler, og der blev taget mange forskellige kvaliteter af biler i indbytning. Så fra brugtbilhandel, var der ikke langt til at begynde på ophug.
Det kom der såmænd også en del import ud af.
- Jeg hentede selv bilerne i Tyskland og Sverige. Der regnede de ikke bilerne for noget. En lang periode rejste jeg fast hver onsdag mellem Dragør og Limhamn og havde 10 biler med hjem. En lokal speditør tog sig af klareringer og regnskab, fortæller Gerner Christiansen.
Pluk fra pladsen
Pladsen i Roskilde voksede. Bilerne stod uden på pladsen, og Gerner Christiansen og hans folk vidste, hvor modellerne stod. Der blev først hentet dele fra en bil, når der kom en kunde. At lægge reservedele på lager kom først meget senere.
Når bilerne var blevet plukket tilstrækkeligt ned, tog man de sidste brugbare dele ud og smed dem ind i en ny skrotbil af samme model, og den strippede bil blev til jernskrot.
Han og fru Lis boede i en villa overfor virksomheden, men flyttede senere til Kirke Såby, hvor Gerner Christiansen også etablerede autogenbrug, men det satte kommunen pludselig en stopper for. Virksomheden i Kirke Såby var ellers blevet stor, så på trods af, at nogle af bilerne kunne overføres til Roskilde, måtte 400 biler bare køres væk som gammelt jern.
Også forretningen i Roskilde fik mindre plads efter et kommunalt indgreb, men Gerner Christiansen fortsatte med at lede driften indtil for to år siden.
Nu kører Gerner og Lis Christiansens søn virksomheden i Roskilde videre.
Æres den ...
Da DAG, Dansk Autogenbrug fyldte 40 år i 2003 blev Gerner Christiansen æresmedlem. Han er en af medstifterne af foreningen og et medlem, der har deltaget i samtlige generalforsamlinger gennem årene - på nær én, hvor man havde flyttet den fra den sædvanlige sidste lørdag i oktober. Ved festen i Nyborg fortalte han om ophuggeriets første år og om hvordan man brændte biler af, fyrede med dæk, fjernede bly fra akkumulatorer og andre hurtige handlinger og metoder, som man i dag sikkert vil ryste på hovedet af, og som enhver miljømedarbejder ville besvime af at høre på!
- Jeg har haft en medarbejder, som begyndte i virksomheden som 13-årig. Det er Svend Erik Rasmussen, der som den første fra ophugger-branchen fik Dronningens Fortjenstmedalje, da han havde været hos os som førstemand i 50 år.
- Og Svend Erik Rasmussen arbejder stadig i Roskilde Autogenbrug, fortæller Gerner Christiansen.