Tilfredshed med Transport 2013
14.346 gæster besøgte Danmarks største transportmesse 4.-7. april i Herning. Datoen for Transport 2015 er på plads.
- Allerede på åbningsdagen havde vi nået de mål og forventninger, vi havde sat før messen. Vi har haft masser af besøgende, og det har været de helt rigtige kunder og beslutningstagere fra blandt andet kommunerne, de store renovationsselskaber og Trafikstyrelsen. Messen har været en succes, og vi er 100 procent med igen næste gang i Herning, fortæller Frank Hansen, salgschef hos Ove Kock A/S.
Samme positive meldinger lyder ifølge en pressemeddelelse fra messecentret fra VBG Group:
- Det har været fire fantastiske dage i Herning. Vi har solgt meget mere end forventet, og vi kan næsten ikke få armene ned, fortæller Per Mikkelsen, adm. direktør VBG Group og arrangør af Vestfyn Trækker.
Også hos Dansk Transport og Logistik (DTL) var messen en succes:
- Både besøgstal og ikke mindst kvaliteten af de besøgende har overgået vores forventninger. Jeg er stolt over den massive og stærke opbakning branchen har til messen i Herning. Transportmessen i MCH Messecenter Herning har igen bevist, at den er kvalitetsmessen og det bedste mødested for Danmarks transportbranche, udtaler adm. direktør Erik Østergaard, Dansk Transport og Logistik (DTL).
Dato for 2015 på plads
Søndag eftermiddag den 7. april var det en tilfreds projektchef, der rundede messen af i MCH Messecenter Herning:
- Vi havde før messen meldt ud, at vi forventede 12.000 besøgende. Det blev til fulde indfriet, og vi har fået rigtig gode og positive tilbagemeldinger fra både udstillere og besøgende, udtaler projektchef Henriette Træholt i MCH, der nu kan melde datoen ud for næste transportmesse i Herning.
Transport 2015 finder sted i dagene 19.-22. marts 2015.