23948sdkhjf

Formel 1-boss: Webber vil sable Vettel ved lejlighed

Den tyske mesters utidige overhaling af sin holdkammerat har forårsaget varig skade, mener Formel 1-chef.
Det fremtidige samarbejde på Formel 1-holdet Red Bull er udfordret, efter at den australske kører Mark Webber søndag blev snydt for sejren i det malaysiske grand prix af sin holdkammerat, verdensmesteren Sebastian Vettel.

Det vurderer Formel 1-bossen Ernie Ecclestone, som mener, at den forurettede Webber ikke længere vil optræde solidarisk med sin tyske kollega.

- Måske vil der være en situation, hvor han (Sebastian Vettel, red.) har brug for Marks hjælp, men jeg tror ikke, at Mark vil gøre noget for at hjælpe, siger Ecclestone til den britiske avis Daily Telegraph.

Webber lå til at tage sejren, da Vettel brød en holdordre og overhalede australieren på de sidste omgange.

Formel 1-verdensmesteren Sebastian Vettel har efterfølgende indrømmet, at han dummede sig gevaldigt, og holdet har meddelt, at sagen vil blive håndteret internt på holdet.

Red Bull-chef Helmut Marko sagde mandag aften på østrigsk tv, at Vettel bliver nødt til at "ændre sit ego", og at han ikke vil begå den samme fejl igen.

- Jeg tror ikke, han vil gøre det igen. Køreren må nå en grænse, hvor det handler om holdets interesse. Han må holde igen, sagde Marko.

Ernie Ecclestone er imidlertid kritisk over for den ordre, den tyske kører fik fra Red Bull-teamet, som gik på, at holdets kørere skulle holde deres positioner efter det sidste pit stop (hvilket Vettel ikke gjorde).

En lignende besked fik Mercedes-kørerne, hvor Nico Rosberg, der lå nummer fire, måtte holde sig bag Lewis Hamilton, selv om han egentlig havde den hurtigste bil.

- Sådan burde det vel ikke være?, siger Ecclestone.

- Når man er trefjerdedele gennem året, så er holdordrer selvfølgelig vigtige. Hvis der kun er en person, der kan samle nok point til at vinde titlen, så bør den anden person naturligvis hjælpe ham, forklarer chefen.

Med sejren i Malaysia topper Vettel VM-stillingen med 40 point foran finske Kimi Räikkönen, der i sin Lotus-bil har hentet 31 point i sæsonens to første løb. Mark Webber er treer med 26 point.

/ritzau/dpa
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109