23948sdkhjf

Hilser krav om vinterdæk velkommen

Folketingsmedlem og trafikordfører Rasmus Prehn (S) foreslår, at der stilles krav om brug af vinterdæk, når føret kræver det. Forslaget bakkes op af en lang række organisationer.
Når føret er, som det har været tilfældet i denne vinter, er det kun sund fornuft at anvende vinterdæk på alle typer køretøjer, også i Danmark. Desværre benytter ikke alle sig af den sunde fornuft og kører alligevel ud på sne- og isglatte veje på sommerdæk, hvilket kan give problemer, både for dem selv, men også for de andre trafikanter, som har sikret bilens vejgreb til forholdene, påpeger Dækbranchens Fællesråd i en pressemeddelelse.

Ad frivillighedens vej lader det desværre ikke til at alle følger fornuften, selv om 86 procent af privatbilisterne ifølge en undersøgelse foretaget i januar i år, har taget opfordringerne til sig. 14 procent på sommerdæk i vinterføre lyder ikke så slemt, men denne andel udgør alligevel 305.000 biler, når tallet gøres op i forhold til vognparken, påpeger rådet.

- Det handler om mobilitet i samfundet og naturligvis også sikkerhed, siger Volker Nitz, direktør i Dækbranchens Fællesråd.

- Kan man vælge at lade bilen stå, så er der intet i vejen for at have sommerdæk på året rundt, men desværre ser vi jo, at alt for mange kører ud på sommerdæk, også når der er behov for vinterdæk. Det er da alt andet lige rarest at sidde i en varm bil med ungerne, som skal af sted, frem for at stå ved et koldt busstoppested. Og hvad angår håndværkerbilerne, busser og lastbiler, så er det jo ikke en option at blive hjemme, hvis man ikke har de rigtige dæk. Derfor hilser vi forslaget fra Rasmus Prehn velkommen, tilføjer han.

I 2010 iværksatte daværende Transportminister Hans Christian Schmidt en høring netop omkring vinterdæk ved lov. En lang række organisationer udover dæk- og autobranchen støttede en vinterdæklov herunder også FDM, BAT, 3F, Forsikring- og Pension, Dansk Transport og Logistik, men desværre skete der ikke yderligere på området.

- Danmark er omgivet af nabolande, som har forskellige lovkrav om brug af vinterdæk, vi bør tilslutte os. Hvad enten det så er den ene eller anden model vi indfører herhjemme, så kan det kun blive bedre end det vi kender til i dag, hvor de få sætter dagsordenen for flertallet af fornuftige bilister, mener Volker Nitz.

Vil lytte til Prehn

Regeringspartiet SF er ikke specielt varm på obligatoriske vinterdæk, men vil ikke afvise regler og lover at lytte til Rasmus Prehn.

Trafikordfører og politisk ordfører Jonas Dahl (SF) anbefaler vinterdæk i vintervejr, men mener, at en regel bliver svær at håndhæve.

- Man kan ikke lovgive mod tåber, og man er tåbe, hvis man kører med glatte sommerdæk i sne og sjap, siger han ifølge Nordjyske.

Folketingets største parti, Venstre, er klart imod obligatoriske vinterdæk. Trafiksikkerhedsordfører Karsten Nonbo (V) mener, at folk selv er i stand til at afgøre, hvornår de skal bruge vinterdæk.

- Vi overlader det til den sunde fornuft at sætte vinterdæk på, når der er optræk til vintervejr, siger Karsten Nonbo til avisen.

Trafikstyrelsen mener ikke, at der bevis for, at sikkerheden forbedres, hvis alle havde vinterdæk. Men det vil klart blive lettere at komme frem. Styrelsen har ingen planer om en bekendtgørelse om obligatoriske vinterdæk, skriver Nordjyske.

Prehn vil forelægge det socialdemokratiske forslag for transportminister Henrik Dam Kristensen (S).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078