Idérig Pava-dronning
Fuld fokus på 100 procents kvalitet hos Slagelse Pava Center, som er klar med mange nye tiltag.
- Mine forventninger til 2013 er gode, men ikke skyhøje – vi er realistiske, bedyrer den nye kontoruddannede indehaver, som er åben over for nye ideer.
- Det er hårdt arbejde at være selvstændig, men jeg kan godt lide iværksætteri, og så skal det ikke være så alvorligt det hele – det må gerne være sjovt at gå på arbejde, smiler den bramfri kvinde, som den 6. marts kunne fejre sin 50 års fødselsdag i virksomheden – 130 gæster kom forbi i det dengang fine forårsvejr og gjorde dagen festlig.
Først og fremmest fokuserer teamet hos Slagelse Pava Center dog på, at arbejdet skal have 100 procents kvalitet – hver gang. Eksempelvis tager centret alle hjul af biler til behandling – ligesom inderskærme og bundplader.
- Vi holder også øje med hinandens arbejde i en efterkontrol for at sikre os, at slutproduktet er 100 procent og uden helligdage, forklarer Anne-Grethe Eriksen.
Alle biler vaskes afsluttende med varmt vand, og her har en kalkfjerner skabt ros fra kunderne. Udenfor er indrettet en tyverisikret drypgård.
Autotransporter
- Vi kan klare otte biler i dagen – og ikke for eksempel 12-14, fordi der er meget arbejde forbundet med at adskille og samle bilerne. For tiden kører vi dog ikke på fuld kapacitet, men det skal nok komme, mener hun.
Slagelse Pava Center undervognsbehandler alle slags køretøjer og kan tage lastbiler op til 19 tons via en to-søjlet lift – som det eneste Pava-center på Sjælland. Kunderne er et mix af private, erhverv samt bilforhandlere og værksteder i hele regionen. Og til fordel for sidstnævnte har centret netop fået en autotransporter til at hente og bringe bilerne.
Helt nyt er også en pistol til tyverisikring af nummerplader med farvede nitter.
Et andet nyt initiativ er billed-dokumentation på print af alle behandlede biler før og efter.
Bilsynshallen ved siden af undervognscentret styres af den erfarne og vellidte bilsynsmand, Lars, og kombinationen giver god synergi – på en fair måde samtidig med, at centret også fungerer som motorkontor, påpeger Anne-Grethe Eriksen, som også glæder sig over, at FDM’s stikprøvekontrol hidtil har vist nul fejl i Slagelse. Rapporterne står i øvrigt til skue på virksomhedens hjemmeside - www.slagelsepavacenter.dk