Mekaniker race
De 21 deltagere i Mekonomen Teknik Tour sim-konkurrencen var sat på en rigtige prøve med ægte Formel Lotus og DTM-Mercedes racere på Padborg Park den 24. september.
Relationer og gode oplevelser
- Vi har valgt at lave dette arrangement for at give en god oplevelse og så skal det også være med til at skabe tættere relationer, fortæller salgs- og marketingskoordinator Pia Bagge.
At det lykkedes på Padborg Park, var helt tydeligt. Alle gik op i det med liv og sjæl, og hvert hold perfektionerede deres kørsel på banen og ikke mindst kørerskiftene, så det kunne gå endnu hurtigere end gangen før. Én af deltagerne var Christian Høgh fra Høghs Auto i Skødstrup ved Århus. Det hele var dog ikke så fremmed for ham, da han kører med i den danske Legend Car serie, hvor han i øjeblikket befinder sig på en syvendeplads.
- Jeg har tidligere kørt go-cart, og kører nu med i Legend Car serien, så det med sim-konkurrencen lå nok lidt til højrebenet. Banen har jeg også prøvet før, så man kan måske godt sige, at appelsinen er landet i min turban. Men det har vel nok været skægt at køre i Lotus, og de er hurtige selv i forhold til Legend Car bilerne, som kommer rundt tre til fire sekunder hurtigere, men de er jo også bygget specielt til race, lød det fra Christian Høgh efter løbet.
De tre på sejrspodiet
Vinderne blev Høghs Auto fra Skødstrup med Christian Høgh, Martin Høgh, Mikkel Lillienskov og Mekonomen-indkøber Torben Lund på holdet. Andenpladsen blev besat af Raadvad Karosseri fra Kolding med Claus Nørgaard, Simon Mortensen, Lasse og Mekonomen Koldings filialchef Paw Poder. På tredjepladsen var det Allans Auto fra Skive med Allan S. Hansen, Martin Vestergaard, Jan Vestergaard og Mekonomen Skives filialchef Torben Lund på holdet.