23948sdkhjf

Pirelli satser på Strini

Dæk-virksomheden er fra den 1. marts udnævnt til den foretrukne Pirelli-distributør i Danmark.
Efter nogle år med en noget broget distribution af de italienske Pirelli dæk i Danmark fordelt på flere danske distributører, og med op til fire forskellige bruttoprislister, lægger Pirelli nu strategien om og melder ud, at Strini Tires A/S fra 1.marts er den foretrukne distributør af Pirelli dæk i Danmark.

- Vi ønsker at lette adgangen til dækkene på det danske marked, og her vil vi gøre brug af Strinis mangeårige kompetencer og distributionssystem over for primært bilforhandlere og dækcentre. Desuden ønsker vi det fulde sortiment på markedet, forklarer Sven Leyens-Wiedau, ansvarlig for Pirelli salget til det danske marked.

I 2012 meldte Pirelli ud om øget fokus på det danske marked.

- Vi investerer mere i Strini og Strini investerer mere i Pirelli, fastslår Sven Leyens-Wiedau, der betegner 2013 som et uforudsigeligt år – efter et 2011 med stor mangel på dæk over hele Europa og et 2012 med mere normale forhold.

Hos Strini Tires oplevede man i 2012 en mindre tilbagegang i salg og indtjening.

- Men 2013 skal nok blive positivt. Vi har fået mange flere muligheder – og dem vil vi udnytte, fastslår brødrene Michael og Peter Stricker-Nielsen, som nu er gået i gang med at udbygge det landsdækkende net af Pirelli forhandlere.

- Vi byder naturligvis det udbyggede Pirelli samarbejde velkomment – vi er både tilfredse og motiverede, tilføjer de.

Øget markedsføring

- Pirelli har ikke tidligere fået den opbakning som mærket berettiger, men nu er der gang i en rimelig massiv markedsføring – blandt andet med Pirellis Formel 1 engagement, samt øget national branding af Pirelli over for forbrugerne. Strini har også en ny medieplan klar, oplyser Michael og Peter Stricker-Nielsen, som også glæder sig over Pirellis OE-styrke med over 400 forskellige godkendelser til førstegangsmonteringer på nye biler, især står Pirelli stærkt hos de store tyske bilmærker, Audi, BMW og Mercedes.

Dermed er Pirelli blandt de største inden for OE. Mærket er også langt fremme, når det gælder de nye EU-krav til mærkning af dæk, og alle dæk bliver leveret med de obligatoriske EU-labels. Ligeledes er der hele tiden nyt at fortælle om Pirelli, når det gælder ny teknologi og innovation, påpeger de.

Strini bebuder udvidet adgang til Pirelli på deres B2B platform på nettet, hvor alle forhandlere har nem adgang til at handle.

To daglige ture

Pirelli er verdens 5. største dækproducent med en global markedsandel på omkring ti procent – og Pirelli i Danmark går nu efter at nå den tyske markedsandel på 6-7 procent – den skal efter planen nås inden udgangen af 2015. Strini har forhandlet Pirelli dæk siden 2005, og den nye satsning fra Pirellis side passer godt ind i firmaets fremtidsplaner, hvor man også satser på sine to "egne" dækmærker, Semperit, som man har haft importen af i snart 40 år, samt General Tire (4X4). Herudover lagerføres også andre mærker i de vigtigste dimensioner.

Strini har stort lager i Glostrup ved København og kan levere dæk til det meste af Sjælland to gange om dagen, mens resten af landet dækkes med dag-til-dag levering. Strinis lager giver adgang til over 30.000 dæk, og derudover har man adgang til yderligere over to millioner dæk fra fjernlagre med 1-2 dages levering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093